Når ens liv for en periode primært består af en afsluttende opgave, er det som om alt andet forsvinder. Hele dagen tilbringes med skrivegruppen i et lille rum med døren lukket, vi starter når solen står op (okay, det er november, så det siger ikke så meget) og inden man er hjemme igen er solen gået ned og det er på høje tid at spekulere over hvad der mon efterhånden er tilbage i køleskabet, så man kan få lidt aftensmad, inden opgaven skal tæskes noget mere inden nattesøvnen kalder.
Blogindlæg har ikke førsteprioritet, tiden flyver og inden man ser sig om, ja så har man været i gang med at bo i et grupperum på skolen i mere end 2 uger allerede. Opgaven tager form, sideantallet er for længst overskrevet og nu igen reduceret, så det forhåbentligt ender med næsten at være okay.
Det er ikke uden grund at 4. semester kaldes skilsmissesemesteret. Det passer mig glimrende at jeg ikke har nogen at blive skilt fra! Og så er den virkeligt fæle del kun på sølle tre måneder, men hvilke måneder! Indimellem dukker rebelske tanker op, de forsøger at overtale en til at slappe af, holde fri, geare ned. Men nej, det er der ikke tid til. Slet ikke når sidste weekend var revet ud af opgaven for at planlægge sommerens teenagelejr. Det er helt sikkert også en spændende tidsrøver! Jeg kan kun sige, at jeg tror jeg til sommer er ked af at jeg ikke længere er en del af deltagersegmentet, men i stedet stabsmedlem. Det bliver en god uge! Der er allerede tænkt nogle virkeligt spændende tanker! Foran os ligger benarbejdet, jeg har bl.a. fornøjelsen af at skulle ringe rundt til formændene for menighederne på Sjælland plus det løse (Føl dig hermed advaret, hvis du er formand for en sjællandsk missionsforbundsmenighed og læser med…). Desuden har jeg fået en helt fantastisk kasket, den hedder økonomisk ansvarlig – ikke at jeg behøver at være det i min privatøkonomi, jeg skal bare være ansvarlig for en lejr med en omsætning på seks cifre, piece of cake? Mjarh, men er der ikke noget med at Gud giver særlig udrustning til de situationer man står i?

Uanset hvad, så bliver det næste år i hvert fald spændende og udfordrende, sidste praktikperiode starter lige om lidt, og når denne opgave er afleveret og forsvaret, ja så mangler jeg kun praktik og så mit bachelorprojekt, så er jeg færdig. Jeg må huske at nyde det semester jeg skriver projekt, for det er den sidste gang jeg slipper for skiftende vagter… Livet venter 🙂

Tilbage i maj måned meldte jeg mig ind i en politisk ungdomsorganisation. Jeg fik efter kort tid (et par dage tror jeg) en mail fra lokalformanden, der bød mig velkommen, og orienterede mig om, at sommerferien var startet pga. læseferie, men at der ville være div. sociale arrangementer i løbet af sommeren. Hen over de seneste 4 måneder har jeg mailet frem og tilbage med ham et par gange, han har addet mig som facebookven og inviteret mig til lokalforeningens facebookgruppe.
Her til aften skulle jeg så afsted til mit første møde i lokalforeningen, jeg havde ikke mødt nogen endnu, da div. sociale arrangementer hen over sommeren alle faldt sammen med andre aftaler.
Formanden skiftede i forrige uge, men den nye formand nåede jeg at maile med en enkelt gang, hvor han skrev og gav mig sit telefonnummer, så jeg kunne blive fundet, hvis jeg bare fandt bygningens hovedindgang her til aften (og tak for det, for jeg havde vist aldrig fundet det selv!).
Formanden fandt mig og fulgte mig hen i et lokale med godt 15 mennesker. Jeg blev sat på en stol, og de to personer på hver sin side af mig hilste straks på (den ene var den afgående formand). Jeg blev straks tilbudt en øl (sagde dog pænt nejtak) og mødet gik i gang hurtigt derefter. Midtvejs var der en pause, og 3/4 af deltagerne greb jakken og smøgerne og styrtede ud af døren. Jeg nåede ikke at sidde helt mutters alene mange splitsekunder før en, der sad en plads længere væk vendte sig mod mig og startede en samtale. Pausen sluttede, mødet fortsatte, og da mødet var færdigt, var det åbenbart kotume at gå videre på “Skt. Peder” (hvad det er har jeg stadig til gode at finde ud af, en café/værtshus tror jeg…) Jeg fulgte med strømmen ud, og straks var der en, der talte med mig igen. Jeg gik hen mod min cykel, mens de, der skulle videre blev stående ved udgangen. Den afgående formand råbte efter mig, da jeg var nået 10-15meter væk, og kom løbende hen og sagde: “Jeg skal bare lige høre hvad dit førstehåndsindtryk er” derefter snakkede vi 5-10 min om hvordan mødet havde været og hvad der var anderledes denne gang i forhold til “plejer” osv. Hvorefter jeg så cyklede hjem.

På vejen hjem tænkte jeg over, hvor godt jeg faktisk var blevet modtaget. Jeg havde ikke de vilde forventninger til det, og havde besluttet på forhånd, at jeg jo bare lige ville finde ud af om jeg egentligt gad at være en del af et ungdomspolitisk fællesskab. Men jeg blev virkeligt godt modtaget lige fra dag 1 og til nu!

Tænk hvis vi kunne gøre gjorde det samme med folk, der viste interesse for vores kirke! Nogle vil måske mene at vi allerede gør det… Men jeg vil da for fremtiden forsøge at blive bedre til at få hilst på dem, som jeg kan se er nye i kirken, for wow en forskel det gør at føle sig så velkommen, som jeg har fået lov til at prøve. Intet under, at lige præcis den lokalforening er den hurtigst voksende på landsplan…

Efter i halvandet år, at have boet sammen med en veninde, og hver søndag morgen sagt “vi ses til frokost” for så at tage i hver sin kirke, havde vi besluttet, at det vel i grunden var på tide at besøge hinandens kirker. I dag var det min tur til at komme i Emdrup Kirke (folkekirke, dog ikke den i det sogn vi bor i). Jeg har aldrig selv været medlem af folkekirken, men mens jeg boede i Ringkøbing kom jeg der en del (den lokale frikirke var relativt sekterisk og med forbindelse til JesusHuset i Herning – den er i øvrigt nedlagt i dag). Så folkekirken er mig ikke helt fremmed, men alligevel skal jeg love for, at der var en på opleveren i dag, altså ikke på den dårlige måde.
Der var en kirkelig velsignelse af et borgerligt indgået ægteskab, sådan en havde jeg ikke set før (det var der vidst heller ikke andre, der havde, for alle var i tvivl om hvornår man skulle rejse sig op ;)) Dertil var der så to gange barnedåb, deriblandt en dreng(!) der blev døbt Luca, ja så har man hørt det med, jeg troede kun, der var to undtagelser fra, at navne, der ender på -a, er pigenavne (Noa, og det lidet flaterende Orla), men lad nu det ligge.
Årsagen til indlæggets tittel er, at dagens prædiketekst var (fanfare) Martha og Maria. Det er utroligt, som de to damer forfølger mig. Fru Green prædikede over dem i juni, hvilket var sådan en af de der prædikener, som sætter en masse tanker i gang i mit hovede. Derefter dukkede de to damer op i en bog, som en veninde foreslog mig at læse her i sommer… Og nu, for tredje gang dukkede de så op, som søndagens prædiketekst (altså hvis man følger, at det i dag er 15. søndag efter Trinitatis og at vi i år bruger anden tekstrække). Jeg formåede ikke rigtigt at lytte til præsten i dag dog, for så snart det gik op for mig, at det var den tekst, var jeg tilbage i de tanker, som Fru Greens prædiken havde startet og som bogen havde vækket igen. Og så er der til og med en, der i går har googlet sig til min blog ved hjælp af følgende søgning: “martha og maria+prædiken”. Mon der er en, der gerne vil fortælle mig noget?

Jeg så en mand iført fodboldtrøje i supermarkedet i dag, og jeg tænkte ved mig selv: “Det er da i grunden lidt sjovt, at en mand, der minimum er 40 kilo over sin idealvægt går rundt i en fodboldtrøje.”
Da jeg så ham, oplevede jeg en manglende sammenhæng mellem det signal, som hans trøje sendte, og det signal hans fysiske fremtoning sendte, det var denne disharmoni, der fik mig til at trække på smilebåndet.

Nåmen hvor vil jeg så hen med det? Tjo nu skal du høre; det slog mig, at jeg jo også altid selv sender signaler med min påklædning! Fx går jeg stort set altid med en rosenkrans eller et kors om halsen… Jeg håber ikke, at der er en tilsvarende disharmoni mellem det mit kors fortæller folk om min tro, og det mine handlinger udtrykker!
Desværre er jeg alt for tit en tyk mand i en fodboldtrøje, når det kommer dertil – ukristelige tanker, ord og  handlinger er hverdagskost. Det er befriende ikke at skulle købe aflad, men have en så nådefuld Gud, at uanset hvor meget jeg får klokket i den, er der altid tilgivelse at hente for den, der vender sig mod Ham!

Det har været undervejs længe, men på dette års sommerkonferrence blev den udgivet. Den tidligere var fra 1975 (så vidt jeg husker).

Min kære mor har købt de nye nodebøger (ja, flertalsformen er god nok, den er delt i to hæfter). I fredags var familien hjemme hos mine forældre i anledningen af min fars fødselsdag, og ældste søster elsker at bruge klaveret, når vi er der. Hun startede fra en ende af i de nye nodebøger og spillede alle dem, hun lige kendte, og som ikke havde 4 krydser (eller b’er). Jeg kom ind i stuen, lige da hun var nået til nr. 143 “Hil dig frelser og forsoner”, min yndlingssalme. Så jeg greb salmebogen og sang med. Det var rigtigt hyggeligt! Vi nåede næsten til vejs ende med begge nodebøger (afbrudt af festivitas af varierende karakter undervejs – vi var jo trods alt til fødselsdsag), og det var virkeligt skønt bare at få lov til at synge en hel masse salmer.
Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor jeg – alene baseret på min alder – bør elske rytmiske lovsange højere end salmebogen. Det har jeg vist aldrig rigtigt gjort. Misforstå mig ikke, rytmisk lovsang er fint og det kan jeg også godt lide, men det store teologiske indhold er der sjældent, slet ikke når man sammenligner med den skat vi har i salmebogen.
Skulle vores salmeskat forsvinde med generationerne før mig, alene fordi min generation elsker trommer og guitar højere, så vil det gøre ondt på mig!

“Hun skulle være mor igen, og hele familien glædede sig mere og mere, for hver dag der gik.
Men scanningen på hospitalet ændrede alt.
Da Sarah Williams fik at vide, at barnet i hendes mave ikke kunne overleve fødslen, stod hun over for et dilema, som enhver forælder frygter.
Skal jeg følge lægernes kliniske rådgivning?
Eller skal jeg følge mit hjerte?
Og, hvis jeg vælger det sidste, hvordan i alverden klarer jeg det så?”

Det står der på bagsiden af “Udfordret – af en ufødt” Af Sarah Williams. Det var ikke så svær en beslutning, min nysgerrighed var vakt, dankortet blev nød til at blive fundet frem.

Dilemmaet har sådan set vakt min nysgerrighede eller nok nærmere en tankerække af grublerier længe før jeg faldt over bogen, men for mig har det kun været en teoretisk filosoferen over hvad det er etisk forsvarligt, hvad samfundets syn er, hvad jeg selv ville kunne gøre (ikke at jeg ved det, men man kan jo forestille sig) og ikke mindst, hvad Guds ønske er.

Fosterdiagnostik får alle kastet i nakken, de færreste tænker på at det faktisk er et tilbud og ikke et krav at man lader sig scanne to gange i løbet af graviditeten (11.-13. uge og 18.-20. uge). Det sætter jo unægteligt folk i lidt af et dilemma når der bliver fundet “defekter” et grimt, grimt ord! For skal man så vælge en abort? Og hvor stor skal en afvigelse fra det normale være, for at man kan tillade sig at vælge abort? Man skal jo også kunne leve med sig selv bagefter…
Jeg kan kun sige, at det var rart at få sat mennesker på min teoretiske spekuleren, og bogen kan klart anbefales (måske især til andre kristne jordemødre/jordemoderstuderene).

Hvis det man tydeligst husker fra fire formiddages undervisning i den forgangne uge er, at underviseren to af dagene startede med at ydmyge sin tolk ved at forsøge at få ham afsat til alle de unge kvinder (der ikke var der), så skulle han måske have holdt noget bedre undervisning…
Sjovt egentligt, for jeg syntes faktisk hver dag, at han havde holdt en god undervisning, men lige nu kan jeg ikke rigtigt få fundet nogle ord frem til at fortælle mig selv hvad det egentligt handlede om.