“Skal du til Østerbro, må jeg køre med?” råber en mand efter mig, som jeg prajer en taxa. Klokken er kvart i tre om morgenen, jeg er på vej hjem fra hovedbanen efter en meget lang dag (der indeholdt en polterabend i Århus, men det er en anden historie).
“Øh, det må du da vel gerne” siger jeg, og glæder mig over, at turen nu bliver lidt billigere. Chaufføren tager os med, og manden (en midaldrende herre, der er lettere bedugget og på vej hjem fra Roskilde Festival) siger at der er 100 kr til hvor han skal stå af. Han har kun 200, og jeg kan ikke helt give ham 100, men alt hvad jeg har i min pung er ca. 70 kr – dem får han.
Han står af, vi kører til Hellerup, og turen ender med at koste 150 kr, jeg giver chaufføren de 200, får 50 igen og konstaterer, at det altså kun har kostet mig 20 kr at komme fra hovedbanen og til Hellerup i taxa om natten – det er vist uhørt lav pris 🙂
Somme tider føler man sig heldig.  Fx når man bliver underholdt på dele af sin togtur af Lars og Serina. Eller når dagens største problem er en mail, der fortæller, at jeg skal tænke kreativt – næste uges lejr med KFS slutter med en temafest hvor påklædningen nærmere er udklædning, og temaet er “Disney”… Forslag modtages med kyshånd!

Sjovt egentligt, så dybt fortællingen om deres fødsler ligger i kvinder, der har født. Det er tydeligvis en skelsættende begivenhed i ens liv.

Jeg befandt mig i går i et storcenter for at købe studentergaver til nogle af weekendens fester. Af samtalen med den veninde, jeg var der med, kom det tilsyneladende til at fremgå, at jeg er jordemoderstuderende. Ekspedienten kastede sig straks over mig, og fortalte hele sin fødselshistorie… Barsk omgang – hun kunne vist godt bruge et par timer i selskab med en, der kunne tale forløbet igennem med hende.
Utroligt som kvinder kaster sig over enhver given lejlighed til at delagtigøre andre med kendskab til transitionen i deres fødselsforløb.

Det viser mig kun med al tydelighed, hvor vigtigt det er at sørge for at kvinder får en god fødselsoplevelse…

Der er intet som en frokost bestående af et dejligt stykke rugbrød med torskerogn og en sexscene på russisk…

Vågnede til morgen af at huset gyngede, der faldt ting ned fra min reol, så jeg var nødsaget til at konstatere, at det ikke var mit hovede der fejlede noget…
Hele hytten vågnede, jeg må sige, at 20 piger kan larme ret meget når de sammen forsøger at gennemskue hvad der sker… (txt-tv siger nu, at det, der skete var 4,8 på richterskalaen…)

Når ens liv for en periode primært består af en afsluttende opgave, er det som om alt andet forsvinder. Hele dagen tilbringes med skrivegruppen i et lille rum med døren lukket, vi starter når solen står op (okay, det er november, så det siger ikke så meget) og inden man er hjemme igen er solen gået ned og det er på høje tid at spekulere over hvad der mon efterhånden er tilbage i køleskabet, så man kan få lidt aftensmad, inden opgaven skal tæskes noget mere inden nattesøvnen kalder.
Blogindlæg har ikke førsteprioritet, tiden flyver og inden man ser sig om, ja så har man været i gang med at bo i et grupperum på skolen i mere end 2 uger allerede. Opgaven tager form, sideantallet er for længst overskrevet og nu igen reduceret, så det forhåbentligt ender med næsten at være okay.
Det er ikke uden grund at 4. semester kaldes skilsmissesemesteret. Det passer mig glimrende at jeg ikke har nogen at blive skilt fra! Og så er den virkeligt fæle del kun på sølle tre måneder, men hvilke måneder! Indimellem dukker rebelske tanker op, de forsøger at overtale en til at slappe af, holde fri, geare ned. Men nej, det er der ikke tid til. Slet ikke når sidste weekend var revet ud af opgaven for at planlægge sommerens teenagelejr. Det er helt sikkert også en spændende tidsrøver! Jeg kan kun sige, at jeg tror jeg til sommer er ked af at jeg ikke længere er en del af deltagersegmentet, men i stedet stabsmedlem. Det bliver en god uge! Der er allerede tænkt nogle virkeligt spændende tanker! Foran os ligger benarbejdet, jeg har bl.a. fornøjelsen af at skulle ringe rundt til formændene for menighederne på Sjælland plus det løse (Føl dig hermed advaret, hvis du er formand for en sjællandsk missionsforbundsmenighed og læser med…). Desuden har jeg fået en helt fantastisk kasket, den hedder økonomisk ansvarlig – ikke at jeg behøver at være det i min privatøkonomi, jeg skal bare være ansvarlig for en lejr med en omsætning på seks cifre, piece of cake? Mjarh, men er der ikke noget med at Gud giver særlig udrustning til de situationer man står i?

Uanset hvad, så bliver det næste år i hvert fald spændende og udfordrende, sidste praktikperiode starter lige om lidt, og når denne opgave er afleveret og forsvaret, ja så mangler jeg kun praktik og så mit bachelorprojekt, så er jeg færdig. Jeg må huske at nyde det semester jeg skriver projekt, for det er den sidste gang jeg slipper for skiftende vagter… Livet venter 🙂

når man sidder og er i gang med at analysere et forsøg til sin opgave og kommer i tanke om at man ikke kan huske hvornår man sidst har stået på skøjter?
Det kender jeg godt!
Jeg skal snart i skøjtehallen igen, det er jeg helt sikker på 🙂

På vejen hjem fra eksamen i dag, var jeg lige i netto. Og en mand i handicap-scooter-ting formåede at køre mig ned to gange. Hvornår indfører de kørekort til de der ting? Det kan godt være manden er handicappet, men derfor skal han da ikke fritages fra som minimum at sige undskyld, når han kværner mig ned! Jeg stod bag ham i køen og fuldstændigt umotiveret vælger han at bakke lige tilbage over skinnebenene af mig, fordi han åbenbart har glemt et eller andet. Da jeg så står oppe ved kassen kører han forbi mig – altså pånær at han vælger at køre langs med mig og sprætte bagsiden af mit underben op – jaja jeg fik kun en hudafskrabning, men den er da tilgengæld på størrelse med Sjælland. Og hvad sker der, Jeg råber av og siger “du kunne godt lige sige til, hvis der ikke er plads” Hvortil han glor på mig og siger “du stod i vejen” For søren da! Alle mulige andre motoriserede køretøjer får da som minimum bøder for at køre fodgængere ned. Så synd er det altså ikke for den mand at han skal fritages.

Arrgh! Undskyld, jeg skulle lige ud med det!