Sjovt egentligt, så dybt fortællingen om deres fødsler ligger i kvinder, der har født. Det er tydeligvis en skelsættende begivenhed i ens liv.

Jeg befandt mig i går i et storcenter for at købe studentergaver til nogle af weekendens fester. Af samtalen med den veninde, jeg var der med, kom det tilsyneladende til at fremgå, at jeg er jordemoderstuderende. Ekspedienten kastede sig straks over mig, og fortalte hele sin fødselshistorie… Barsk omgang – hun kunne vist godt bruge et par timer i selskab med en, der kunne tale forløbet igennem med hende.
Utroligt som kvinder kaster sig over enhver given lejlighed til at delagtigøre andre med kendskab til transitionen i deres fødselsforløb.

Det viser mig kun med al tydelighed, hvor vigtigt det er at sørge for at kvinder får en god fødselsoplevelse…

Okay, okay. Hvis du kender mig, synes du måske, det er helt sort, at jeg sammenligner mig selv med en fodboldspiller.

MEN jeg tror jeg ved hvordan det der måltørke føles. Sidst jeg stod på en fødestue var i januar 2008 og nøj hvor er det bare alt for længe siden. Jojo teorien har selvfølgeligt været spændende, men jeg har haft abstinenser efter at komme igang igen, og det var dejligt i dag endeligt at kunne trække i kitlen og møde op på fødegangen. Det var endda en ekstra bonus at få en andendgangsfødende der var 9 cm. Så var man jo sådan set rimeligt sikker på, at man kunne nå at gøre hende færdig inden næste vagtskifte.

Når man ser fodbold (og nej det sker vitterligt ikke særligt tit, men somme tider får jeg ikke slukket fonyhederne inden de bliver til sportsnyhederne) taler de somme tider om, at en eller anden spiller ikke har scoret siden (og kommentatorerne kan ALTID huske den nøjagtige dato, og hvilken kamp og bla bla bla) en eller anden dato, men nu har de endeligt endt deres måltørke og atter placeret bolden i netmaskerne.  Jeg tror den fodboldspiller, der efter laaang tid uden mål endeligt scorer, har det ligesom jeg havde det kl 7.50 i morges, da jeg greb en skøn “lille” pige på godt 4kg. Lettelse over at man ikke har glemt hvordan det skal gøres – glæde over tilskuernes jubel (her faderen) og også en vis portion stolthed – men okay, måske er fodboldspilleren ikke så stolt af at mellemkødet stadig er intakt – så er fødselstørken ovre!

Jeg har ikke nogen god forklaring, men jeg har altid været lidt fascineret af sådan nogle home pregnancy tests.

Trin 1: Tis
Trin 2: put dit tis på en pind
Trin 3: vent
Trin 4: tæl hvor mange streger der er

Det er jo såre simpelt; tis og du skal blive klogere!

Jeg har somme tider stået i køen i netto og kigget på æsken på hylden og tænkt: “Hvordan mon det ville være at prøve”. Min snusfornuftighed har dog afholdt mig fra at købe en, for helt ærligt, jeg ved jo godt, der kun kommer en streg, det er jo ikke spændende at vente på resultatet, når man kender det. Lidt lige som når nogen fortæller hvordan filmen ender, inden man har set den færdig. Denne her film ved jeg godt hvordan ender; en streg – eller eventuelt en falsk positiv…

Men nu har jeg faktisk i dag for anden gang tisset uden at være blevet klogere. Jeg er indruleret i et medicinsk forsøg, og man kan ikke blive vaccineret hvis man er gravid, så man må pænt stille op til en tissetest inden de prikker en i armen.
Er du interesseret i resultatet, så er jeg heller ikke gravid i dag – det har mit tis selv sagt!

Nedenstående opslag er dukket op på min skoles intranet. Vores “fine” nye campus (som jeg hidtil har formået at undgå at blogge om af hensyn til den ellers gode stemning) skal indvies. Sjovt nok er de studerende ikke velkomne, men skulle man have en eksamen den dag kan man da aller nådigst få lov til at være på skolens øvrige områder.

Smukt at PH Metropol inviterer Ritt Bjerregaard og Bertel Haarder til at komme og give nogle ord med på vejen, men vi studerende, der er trukket ind i denne sammenslåning af en hob af uddannelser uden indflydelse bare må indordne os under de nye forhold – og er der optræk til en smule festivitas (her indvielse) ja så har vi bare at holde os væk.

De skriver sågar, at pressen er inviteret så måske vil vi se “vores campus” i medierne i den kommende uge – meget flot at kalde det “vores”.

Endnu en gang får vi mulighed for at se hvor absurdt et stykke totalteater oprettelsen af  PH Metropol har været.

Her forsvandt bloggens (og bloggerens) gode stemning – jeg er uendeligt træt af den nye proffesionshøjskole. Det har intet proffesionelt været over det indtil videre!

Kantineområdet må ikke benyttes 19.01.2009

Mandag d. 19.01.2009
må kantineområdet i stueetagen ikke benyttes, da det er forbeholdt indvielse af Campus.
Der henvises til kantineområdet på 1. sal.

Det vil stadig være muligt at handle i kantinen.

INFORMATION OM INDVIELSE AF CAMPUS RÅDMANDSMARKEN MANDAG 19. JANUAR 2009

På mandag den 19. januar 2009 bliver der holdt officiel indvielse af Campus Rådmandsmarken. Arrangementet foregår i stueetagen fra kl.14-16.30, og der vil være forskellige taler på dagen, blandt andet kommer undervisningsminister Bertel Haarder og overborgmester Ritt Bjerregaard og giver vores Campus et par ord med på vejen. Vi har også inviteret pressen til at overvære arrangementet, så det kan være I den kommende uge vil støde på omtale af jeres Campus i medierne.

Uddannelsernes DSR og det fælles Campus DSR er inviteret til arrangementet, og de repræsenterer således de studerende til indvielsen. Ellers er det medarbejderne og samarbejdspartnere fra uddannelsessektoren, der deltager i indvielsen. De studerende som har eksamen eller gruppearbejde på Campus på mandag er meget velkomne til at være her og arbejde som normalt.


Når ens liv for en periode primært består af en afsluttende opgave, er det som om alt andet forsvinder. Hele dagen tilbringes med skrivegruppen i et lille rum med døren lukket, vi starter når solen står op (okay, det er november, så det siger ikke så meget) og inden man er hjemme igen er solen gået ned og det er på høje tid at spekulere over hvad der mon efterhånden er tilbage i køleskabet, så man kan få lidt aftensmad, inden opgaven skal tæskes noget mere inden nattesøvnen kalder.
Blogindlæg har ikke førsteprioritet, tiden flyver og inden man ser sig om, ja så har man været i gang med at bo i et grupperum på skolen i mere end 2 uger allerede. Opgaven tager form, sideantallet er for længst overskrevet og nu igen reduceret, så det forhåbentligt ender med næsten at være okay.
Det er ikke uden grund at 4. semester kaldes skilsmissesemesteret. Det passer mig glimrende at jeg ikke har nogen at blive skilt fra! Og så er den virkeligt fæle del kun på sølle tre måneder, men hvilke måneder! Indimellem dukker rebelske tanker op, de forsøger at overtale en til at slappe af, holde fri, geare ned. Men nej, det er der ikke tid til. Slet ikke når sidste weekend var revet ud af opgaven for at planlægge sommerens teenagelejr. Det er helt sikkert også en spændende tidsrøver! Jeg kan kun sige, at jeg tror jeg til sommer er ked af at jeg ikke længere er en del af deltagersegmentet, men i stedet stabsmedlem. Det bliver en god uge! Der er allerede tænkt nogle virkeligt spændende tanker! Foran os ligger benarbejdet, jeg har bl.a. fornøjelsen af at skulle ringe rundt til formændene for menighederne på Sjælland plus det løse (Føl dig hermed advaret, hvis du er formand for en sjællandsk missionsforbundsmenighed og læser med…). Desuden har jeg fået en helt fantastisk kasket, den hedder økonomisk ansvarlig – ikke at jeg behøver at være det i min privatøkonomi, jeg skal bare være ansvarlig for en lejr med en omsætning på seks cifre, piece of cake? Mjarh, men er der ikke noget med at Gud giver særlig udrustning til de situationer man står i?

Uanset hvad, så bliver det næste år i hvert fald spændende og udfordrende, sidste praktikperiode starter lige om lidt, og når denne opgave er afleveret og forsvaret, ja så mangler jeg kun praktik og så mit bachelorprojekt, så er jeg færdig. Jeg må huske at nyde det semester jeg skriver projekt, for det er den sidste gang jeg slipper for skiftende vagter… Livet venter 🙂

Jeg synes ellers kun, at jeg lige er startet i gymnasiet.
Det er selvføleligt noget pjat, for det er godt 6 år siden, men jeg husker det virkeligt som var det i går (med fare for at lyde som de mennesker jeg har besøgt mens jeg arbejdede i hjemmeplejen). I dag har jeg så haft min sidste teoretiske undervisning på jordemoderskolen, foran mig er en stor skriftlig opgave 2½ semesters praktik og et semester med skrivning af bacheloropgave.

Jeg kan høre fremtiden kalde. Den kalder ikke længere i det fjerne, næ, den er lige rundt om hjørnet. Den der drøm jeg havde om, at jeg en gang skulle være jordemoder, den er nu halvt om halvt realiseret. Teorien er overstået (7-9-13 sidste eksamensresultater på dette semester foreligger endnu ikke). Foran mig er der jordemoderarbejde på en fødegang fuldstændigt som når jeg er færdiguddannet. Om 3½ semster skulle jeg gerne sætte studenterhuen på hovedet jordemodernålen i uniformen. Fremtiden er lige om hjørnet – og jeg er allerede helt vildt nervøs ved tanken om at være færdig med at være i gang med at tage en uddannelse, herfra bliver det kun opdatering og vedligeholdelse…

I Danmark ved de fleste vidst, at det er fuldt lovligt at få foretaget en provokeret abort frem til udgangen af graviditetens 12. uge.

Bag denne lov ligger en betragtning af, at “graviditetsproduktet” frem til denne uge ikke er et foster, men kun et embryo. Embryoet er bare en celleklump – ikke noget i sig selv – kun en del af den kvinde, der har to streger på graviditetstesten. Det er altså ‘bare’ en del af hendes krop, og derfor er det hendes eget valg, om hun vil beholde denne del – sådan lidt ligesom når man vælger at klippe neglene eller håret.

Jeg gik egentligt og troede, at disse fjernede graviditetsprodukter blev brændt sammen med andet biologisk hospitalsaffald. Men en artikel på politikens hjemmeside gjorde mig klogere. Hospitalerne begraver åbenbart de provokerede aborter i stedet for at brænde dem sammen med andet biologiske affald.
Og her hopper kæden så af. For hvis man betragter aborterede embryoer som ikke-individer, celleklumper, og derfor tillader, at disse celleklumper fjernes, hvorfor skal de så begraves? Hvorfor skal de ikke bortskaffes på samme måde som andet operationsaffald?

Man kan selvfølgeligt være enig eller uenig i den danske abortlovgivning (og de, der kender mig ved godt hvor jeg befinder mig), det er ikke som sådan holdningen for eller imod, jeg her ønsker at anfægte, men nu kan jeg ikke følge med i argumentationen for abort længere.