Tv2 news kører den samme sløjfe hele formiddagen. Den indeholder ikke særligt mange indslag, til gengæld er hvert indslag MEGET langt.
I dag har jeg så haft fornøjelsen af en meget lang historie om en dansk soldat, der blev såret i Afghanistan og som har været på Riget det sidste lange stykke tid, men som nu er klar til at blive udskrevet. Hans kommune har dog ikke været i stand til at finde en bolig til ham, så den arme mand sidder stadig på Riget og blomstrer.
Herefter følger en lang række af folk, med socialdemokraterne i spidsen, der går frem og argumenterer for at lige netop denne mand skal springe køen over og have førsteret til at få en egnet bolig.

Fint fint, men lur mig om ikke at socialdemokraterne kunne lokkes til at sige det samme om hvem som helst, der fremstilles svag men heltagtig af tv2nyhederne? I morgen er det vel ældre udviklingshæmmede og i overmorgen ofre fra trafikuheld der har kæmpet sig tilbage til livet.
Populister! De kan lokkes til at love hvemsomhelst hvadsomhelst.

(I øvrigt sluttede indlægget med at konstatere at han faktisk allerede var nummer et i køen)
Agurketid! Godt jeg tager til fjernsynsfri Vejle i de næste 14 dage!

“Skal du til Østerbro, må jeg køre med?” råber en mand efter mig, som jeg prajer en taxa. Klokken er kvart i tre om morgenen, jeg er på vej hjem fra hovedbanen efter en meget lang dag (der indeholdt en polterabend i Århus, men det er en anden historie).
“Øh, det må du da vel gerne” siger jeg, og glæder mig over, at turen nu bliver lidt billigere. Chaufføren tager os med, og manden (en midaldrende herre, der er lettere bedugget og på vej hjem fra Roskilde Festival) siger at der er 100 kr til hvor han skal stå af. Han har kun 200, og jeg kan ikke helt give ham 100, men alt hvad jeg har i min pung er ca. 70 kr – dem får han.
Han står af, vi kører til Hellerup, og turen ender med at koste 150 kr, jeg giver chaufføren de 200, får 50 igen og konstaterer, at det altså kun har kostet mig 20 kr at komme fra hovedbanen og til Hellerup i taxa om natten – det er vist uhørt lav pris 🙂
Somme tider føler man sig heldig.  Fx når man bliver underholdt på dele af sin togtur af Lars og Serina. Eller når dagens største problem er en mail, der fortæller, at jeg skal tænke kreativt – næste uges lejr med KFS slutter med en temafest hvor påklædningen nærmere er udklædning, og temaet er “Disney”… Forslag modtages med kyshånd!

Sjovt egentligt, så dybt fortællingen om deres fødsler ligger i kvinder, der har født. Det er tydeligvis en skelsættende begivenhed i ens liv.

Jeg befandt mig i går i et storcenter for at købe studentergaver til nogle af weekendens fester. Af samtalen med den veninde, jeg var der med, kom det tilsyneladende til at fremgå, at jeg er jordemoderstuderende. Ekspedienten kastede sig straks over mig, og fortalte hele sin fødselshistorie… Barsk omgang – hun kunne vist godt bruge et par timer i selskab med en, der kunne tale forløbet igennem med hende.
Utroligt som kvinder kaster sig over enhver given lejlighed til at delagtigøre andre med kendskab til transitionen i deres fødselsforløb.

Det viser mig kun med al tydelighed, hvor vigtigt det er at sørge for at kvinder får en god fødselsoplevelse…

Det egentlige spørgsmål er måske nærmere; “hvor gammel ser jeg ud?”

‘Der er mindst 70 år til du bliver så gammel som mig’ synes en af de kære søstre, jeg bor sammen med, at hun ville fortælle mig.
Jeg svarer, at det er jeg da vidst ikke helt sikker på og spørger hvor gammel hun da er (jeg ved godt man egentligt ikke må, men nu havde hun jo selv bragt emnet på banen).
Svaret falder prompte, hun er 84år.

Dermed er jeg altså yngre end 14år…

Michael Wulff på Vesterbrogade OG Stine Stengade i Tivoli – oplevelsesrig dag 😉

Der er intet som en frokost bestående af et dejligt stykke rugbrød med torskerogn og en sexscene på russisk…

Jeg vil gerne foreslå, at TV forsøger at gøre det mere attraktivt for mig at se sport.
Et kærkomment tiltag ville være, at filme 2. halveg fra den anden langside, så jeg ikke skal sidde og blive forvirret over hvem der skal score hvor!