august 2008


Efter i halvandet år, at have boet sammen med en veninde, og hver søndag morgen sagt “vi ses til frokost” for så at tage i hver sin kirke, havde vi besluttet, at det vel i grunden var på tide at besøge hinandens kirker. I dag var det min tur til at komme i Emdrup Kirke (folkekirke, dog ikke den i det sogn vi bor i). Jeg har aldrig selv været medlem af folkekirken, men mens jeg boede i Ringkøbing kom jeg der en del (den lokale frikirke var relativt sekterisk og med forbindelse til JesusHuset i Herning – den er i øvrigt nedlagt i dag). Så folkekirken er mig ikke helt fremmed, men alligevel skal jeg love for, at der var en på opleveren i dag, altså ikke på den dårlige måde.
Der var en kirkelig velsignelse af et borgerligt indgået ægteskab, sådan en havde jeg ikke set før (det var der vidst heller ikke andre, der havde, for alle var i tvivl om hvornår man skulle rejse sig op ;)) Dertil var der så to gange barnedåb, deriblandt en dreng(!) der blev døbt Luca, ja så har man hørt det med, jeg troede kun, der var to undtagelser fra, at navne, der ender på -a, er pigenavne (Noa, og det lidet flaterende Orla), men lad nu det ligge.
Årsagen til indlæggets tittel er, at dagens prædiketekst var (fanfare) Martha og Maria. Det er utroligt, som de to damer forfølger mig. Fru Green prædikede over dem i juni, hvilket var sådan en af de der prædikener, som sætter en masse tanker i gang i mit hovede. Derefter dukkede de to damer op i en bog, som en veninde foreslog mig at læse her i sommer… Og nu, for tredje gang dukkede de så op, som søndagens prædiketekst (altså hvis man følger, at det i dag er 15. søndag efter Trinitatis og at vi i år bruger anden tekstrække). Jeg formåede ikke rigtigt at lytte til præsten i dag dog, for så snart det gik op for mig, at det var den tekst, var jeg tilbage i de tanker, som Fru Greens prædiken havde startet og som bogen havde vækket igen. Og så er der til og med en, der i går har googlet sig til min blog ved hjælp af følgende søgning: “martha og maria+prædiken”. Mon der er en, der gerne vil fortælle mig noget?

Om en måned afskaffes 25øren
Og jeg, der i nogle år efterhånden har opnået en ganske betragtelig samling af 25ører, som traditionen foreskriver, til indkøb af mine brudesko, tsk tsk. Den bedste løsning er vel at tage dem i banken og lave dem om til 50ører, den største hurdle er dog, at jeg har samlet så mange, at de er helt vildt tunge!

I virkeligheden er dette et “lykken er…”-indlæg, for lykken er da, at have så små problemer!

Man kan måske godt argumentere for at 2 hele måneder er for lang en sommerferie – på den anden side betyder det, at man har tid til at strikke tøjdyr til barselsgaver (hvorfor er alle omkring mig højgravide/nybagte mødre?) og det er ganske positivt for den lykkelige SU-økonomi at være lidt fingernem…

Tommy Kenter gående ned ad Gothersgade her til aften. Han ligner stadig min onkel helt utroligt meget, men han er i Cambodia, så det VAR Tommy Kenter!

hvis man googler på ‘ rejser Mexico ‘ og lander på min blog?
En eller anden har i hvert fald gjort forsøget… Jeg googlede efter, men efter at have bladret de første ti sider med hits igennem, besluttede jeg mig for at skrive dette blogindlæg i stedet for at lede videre – hvilket nummer på listen jeg er, finder jeg ikke ud af (i hvert fald ikke lige nu) – det må være en udholdende person, der har bladret og bladret gennem alle linksene for at ende hos mig mange 100 (måske 1000) hits senere.

Jeg så en mand iført fodboldtrøje i supermarkedet i dag, og jeg tænkte ved mig selv: “Det er da i grunden lidt sjovt, at en mand, der minimum er 40 kilo over sin idealvægt går rundt i en fodboldtrøje.”
Da jeg så ham, oplevede jeg en manglende sammenhæng mellem det signal, som hans trøje sendte, og det signal hans fysiske fremtoning sendte, det var denne disharmoni, der fik mig til at trække på smilebåndet.

Nåmen hvor vil jeg så hen med det? Tjo nu skal du høre; det slog mig, at jeg jo også altid selv sender signaler med min påklædning! Fx går jeg stort set altid med en rosenkrans eller et kors om halsen… Jeg håber ikke, at der er en tilsvarende disharmoni mellem det mit kors fortæller folk om min tro, og det mine handlinger udtrykker!
Desværre er jeg alt for tit en tyk mand i en fodboldtrøje, når det kommer dertil – ukristelige tanker, ord og  handlinger er hverdagskost. Det er befriende ikke at skulle købe aflad, men have en så nådefuld Gud, at uanset hvor meget jeg får klokket i den, er der altid tilgivelse at hente for den, der vender sig mod Ham!

Det har været undervejs længe, men på dette års sommerkonferrence blev den udgivet. Den tidligere var fra 1975 (så vidt jeg husker).

Min kære mor har købt de nye nodebøger (ja, flertalsformen er god nok, den er delt i to hæfter). I fredags var familien hjemme hos mine forældre i anledningen af min fars fødselsdag, og ældste søster elsker at bruge klaveret, når vi er der. Hun startede fra en ende af i de nye nodebøger og spillede alle dem, hun lige kendte, og som ikke havde 4 krydser (eller b’er). Jeg kom ind i stuen, lige da hun var nået til nr. 143 “Hil dig frelser og forsoner”, min yndlingssalme. Så jeg greb salmebogen og sang med. Det var rigtigt hyggeligt! Vi nåede næsten til vejs ende med begge nodebøger (afbrudt af festivitas af varierende karakter undervejs – vi var jo trods alt til fødselsdsag), og det var virkeligt skønt bare at få lov til at synge en hel masse salmer.
Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor jeg – alene baseret på min alder – bør elske rytmiske lovsange højere end salmebogen. Det har jeg vist aldrig rigtigt gjort. Misforstå mig ikke, rytmisk lovsang er fint og det kan jeg også godt lide, men det store teologiske indhold er der sjældent, slet ikke når man sammenligner med den skat vi har i salmebogen.
Skulle vores salmeskat forsvinde med generationerne før mig, alene fordi min generation elsker trommer og guitar højere, så vil det gøre ondt på mig!

Næste side »