Om 4. semester

Når ens liv for en periode primært består af en afsluttende opgave, er det som om alt andet forsvinder. Hele dagen tilbringes med skrivegruppen i et lille rum med døren lukket, vi starter når solen står op (okay, det er november, så det siger ikke så meget) og inden man er hjemme igen er solen gået ned og det er på høje tid at spekulere over hvad der mon efterhånden er tilbage i køleskabet, så man kan få lidt aftensmad, inden opgaven skal tæskes noget mere inden nattesøvnen kalder.
Blogindlæg har ikke førsteprioritet, tiden flyver og inden man ser sig om, ja så har man været i gang med at bo i et grupperum på skolen i mere end 2 uger allerede. Opgaven tager form, sideantallet er for længst overskrevet og nu igen reduceret, så det forhåbentligt ender med næsten at være okay.
Det er ikke uden grund at 4. semester kaldes skilsmissesemesteret. Det passer mig glimrende at jeg ikke har nogen at blive skilt fra! Og så er den virkeligt fæle del kun på sølle tre måneder, men hvilke måneder! Indimellem dukker rebelske tanker op, de forsøger at overtale en til at slappe af, holde fri, geare ned. Men nej, det er der ikke tid til. Slet ikke når sidste weekend var revet ud af opgaven for at planlægge sommerens teenagelejr. Det er helt sikkert også en spændende tidsrøver! Jeg kan kun sige, at jeg tror jeg til sommer er ked af at jeg ikke længere er en del af deltagersegmentet, men i stedet stabsmedlem. Det bliver en god uge! Der er allerede tænkt nogle virkeligt spændende tanker! Foran os ligger benarbejdet, jeg har bl.a. fornøjelsen af at skulle ringe rundt til formændene for menighederne på Sjælland plus det løse (Føl dig hermed advaret, hvis du er formand for en sjællandsk missionsforbundsmenighed og læser med…). Desuden har jeg fået en helt fantastisk kasket, den hedder økonomisk ansvarlig – ikke at jeg behøver at være det i min privatøkonomi, jeg skal bare være ansvarlig for en lejr med en omsætning på seks cifre, piece of cake? Mjarh, men er der ikke noget med at Gud giver særlig udrustning til de situationer man står i?

Uanset hvad, så bliver det næste år i hvert fald spændende og udfordrende, sidste praktikperiode starter lige om lidt, og når denne opgave er afleveret og forsvaret, ja så mangler jeg kun praktik og så mit bachelorprojekt, så er jeg færdig. Jeg må huske at nyde det semester jeg skriver projekt, for det er den sidste gang jeg slipper for skiftende vagter… Livet venter

 

Om at føle sig velkommen

Tilbage i maj måned meldte jeg mig ind i en politisk ungdomsorganisation. Jeg fik efter kort tid (et par dage tror jeg) en mail fra lokalformanden, der bød mig velkommen, og orienterede mig om, at sommerferien var startet pga. læseferie, men at der ville være div. sociale arrangementer i løbet af sommeren. Hen over de seneste 4 måneder har jeg mailet frem og tilbage med ham et par gange, han har addet mig som facebookven og inviteret mig til lokalforeningens facebookgruppe.
Her til aften skulle jeg så afsted til mit første møde i lokalforeningen, jeg havde ikke mødt nogen endnu, da div. sociale arrangementer hen over sommeren alle faldt sammen med andre aftaler.
Formanden skiftede i forrige uge, men den nye formand nåede jeg at maile med en enkelt gang, hvor han skrev og gav mig sit telefonnummer, så jeg kunne blive fundet, hvis jeg bare fandt bygningens hovedindgang her til aften (og tak for det, for jeg havde vist aldrig fundet det selv!).
Formanden fandt mig og fulgte mig hen i et lokale med godt 15 mennesker. Jeg blev sat på en stol, og de to personer på hver sin side af mig hilste straks på (den ene var den afgående formand). Jeg blev straks tilbudt en øl (sagde dog pænt nejtak) og mødet gik i gang hurtigt derefter. Midtvejs var der en pause, og 3/4 af deltagerne greb jakken og smøgerne og styrtede ud af døren. Jeg nåede ikke at sidde helt mutters alene mange splitsekunder før en, der sad en plads længere væk vendte sig mod mig og startede en samtale. Pausen sluttede, mødet fortsatte, og da mødet var færdigt, var det åbenbart kotume at gå videre på “Skt. Peder” (hvad det er har jeg stadig til gode at finde ud af, en café/værtshus tror jeg…) Jeg fulgte med strømmen ud, og straks var der en, der talte med mig igen. Jeg gik hen mod min cykel, mens de, der skulle videre blev stående ved udgangen. Den afgående formand råbte efter mig, da jeg var nået 10-15meter væk, og kom løbende hen og sagde: “Jeg skal bare lige høre hvad dit førstehåndsindtryk er” derefter snakkede vi 5-10 min om hvordan mødet havde været og hvad der var anderledes denne gang i forhold til “plejer” osv. Hvorefter jeg så cyklede hjem.

På vejen hjem tænkte jeg over, hvor godt jeg faktisk var blevet modtaget. Jeg havde ikke de vilde forventninger til det, og havde besluttet på forhånd, at jeg jo bare lige ville finde ud af om jeg egentligt gad at være en del af et ungdomspolitisk fællesskab. Men jeg blev virkeligt godt modtaget lige fra dag 1 og til nu!

Tænk hvis vi kunne gøre gjorde det samme med folk, der viste interesse for vores kirke! Nogle vil måske mene at vi allerede gør det… Men jeg vil da for fremtiden forsøge at blive bedre til at få hilst på dem, som jeg kan se er nye i kirken, for wow en forskel det gør at føle sig så velkommen, som jeg har fået lov til at prøve. Intet under, at lige præcis den lokalforening er den hurtigst voksende på landsplan…

 

Føler mig en lille smule forfulgt!

Efter i halvandet år, at have boet sammen med en veninde, og hver søndag morgen sagt “vi ses til frokost” for så at tage i hver sin kirke, havde vi besluttet, at det vel i grunden var på tide at besøge hinandens kirker. I dag var det min tur til at komme i Emdrup Kirke (folkekirke, dog ikke den i det sogn vi bor i). Jeg har aldrig selv været medlem af folkekirken, men mens jeg boede i Ringkøbing kom jeg der en del (den lokale frikirke var relativt sekterisk og med forbindelse til JesusHuset i Herning – den er i øvrigt nedlagt i dag). Så folkekirken er mig ikke helt fremmed, men alligevel skal jeg love for, at der var en på opleveren i dag, altså ikke på den dårlige måde.
Der var en kirkelig velsignelse af et borgerligt indgået ægteskab, sådan en havde jeg ikke set før (det var der vidst heller ikke andre, der havde, for alle var i tvivl om hvornår man skulle rejse sig op ) Dertil var der så to gange barnedåb, deriblandt en dreng(!) der blev døbt Luca, ja så har man hørt det med, jeg troede kun, der var to undtagelser fra, at navne, der ender på -a, er pigenavne (Noa, og det lidet flaterende Orla), men lad nu det ligge.
Årsagen til indlæggets tittel er, at dagens prædiketekst var (fanfare) Martha og Maria. Det er utroligt, som de to damer forfølger mig. Fru Green prædikede over dem i juni, hvilket var sådan en af de der prædikener, som sætter en masse tanker i gang i mit hovede. Derefter dukkede de to damer op i en bog, som en veninde foreslog mig at læse her i sommer… Og nu, for tredje gang dukkede de så op, som søndagens prædiketekst (altså hvis man følger, at det i dag er 15. søndag efter Trinitatis og at vi i år bruger anden tekstrække). Jeg formåede ikke rigtigt at lytte til præsten i dag dog, for så snart det gik op for mig, at det var den tekst, var jeg tilbage i de tanker, som Fru Greens prædiken havde startet og som bogen havde vækket igen. Og så er der til og med en, der i går har googlet sig til min blog ved hjælp af følgende søgning: “martha og maria+prædiken”. Mon der er en, der gerne vil fortælle mig noget?

 

Falsk varebetegnelse?

Jeg så en mand iført fodboldtrøje i supermarkedet i dag, og jeg tænkte ved mig selv: “Det er da i grunden lidt sjovt, at en mand, der minimum er 40 kilo over sin idealvægt går rundt i en fodboldtrøje.”
Da jeg så ham, oplevede jeg en manglende sammenhæng mellem det signal, som hans trøje sendte, og det signal hans fysiske fremtoning sendte, det var denne disharmoni, der fik mig til at trække på smilebåndet.

Nåmen hvor vil jeg så hen med det? Tjo nu skal du høre; det slog mig, at jeg jo også altid selv sender signaler med min påklædning! Fx går jeg stort set altid med en rosenkrans eller et kors om halsen… Jeg håber ikke, at der er en tilsvarende disharmoni mellem det mit kors fortæller folk om min tro, og det mine handlinger udtrykker!
Desværre er jeg alt for tit en tyk mand i en fodboldtrøje, når det kommer dertil – ukristelige tanker, ord og  handlinger er hverdagskost. Det er befriende ikke at skulle købe aflad, men have en så nådefuld Gud, at uanset hvor meget jeg får klokket i den, er der altid tilgivelse at hente for den, der vender sig mod Ham!

 

Vi har fået ny salmebog

Det har været undervejs længe, men på dette års sommerkonferrence blev den udgivet. Den tidligere var fra 1975 (så vidt jeg husker).

Min kære mor har købt de nye nodebøger (ja, flertalsformen er god nok, den er delt i to hæfter). I fredags var familien hjemme hos mine forældre i anledningen af min fars fødselsdag, og ældste søster elsker at bruge klaveret, når vi er der. Hun startede fra en ende af i de nye nodebøger og spillede alle dem, hun lige kendte, og som ikke havde 4 krydser (eller b’er). Jeg kom ind i stuen, lige da hun var nået til nr. 143 “Hil dig frelser og forsoner”, min yndlingssalme. Så jeg greb salmebogen og sang med. Det var rigtigt hyggeligt! Vi nåede næsten til vejs ende med begge nodebøger (afbrudt af festivitas af varierende karakter undervejs – vi var jo trods alt til fødselsdsag), og det var virkeligt skønt bare at få lov til at synge en hel masse salmer.
Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor jeg – alene baseret på min alder – bør elske rytmiske lovsange højere end salmebogen. Det har jeg vist aldrig rigtigt gjort. Misforstå mig ikke, rytmisk lovsang er fint og det kan jeg også godt lide, men det store teologiske indhold er der sjældent, slet ikke når man sammenligner med den skat vi har i salmebogen.
Skulle vores salmeskat forsvinde med generationerne før mig, alene fordi min generation elsker trommer og guitar højere, så vil det gøre ondt på mig!

 

Udfordret – af en ufødt

“Hun skulle være mor igen, og hele familien glædede sig mere og mere, for hver dag der gik.
Men scanningen på hospitalet ændrede alt.
Da Sarah Williams fik at vide, at barnet i hendes mave ikke kunne overleve fødslen, stod hun over for et dilema, som enhver forælder frygter.
Skal jeg følge lægernes kliniske rådgivning?
Eller skal jeg følge mit hjerte?
Og, hvis jeg vælger det sidste, hvordan i alverden klarer jeg det så?”

Det står der på bagsiden af “Udfordret – af en ufødt” Af Sarah Williams. Det var ikke så svær en beslutning, min nysgerrighed var vakt, dankortet blev nød til at blive fundet frem.

Dilemmaet har sådan set vakt min nysgerrighede eller nok nærmere en tankerække af grublerier længe før jeg faldt over bogen, men for mig har det kun været en teoretisk filosoferen over hvad det er etisk forsvarligt, hvad samfundets syn er, hvad jeg selv ville kunne gøre (ikke at jeg ved det, men man kan jo forestille sig) og ikke mindst, hvad Guds ønske er.

Fosterdiagnostik får alle kastet i nakken, de færreste tænker på at det faktisk er et tilbud og ikke et krav at man lader sig scanne to gange i løbet af graviditeten (11.-13. uge og 18.-20. uge). Det sætter jo unægteligt folk i lidt af et dilemma når der bliver fundet “defekter” et grimt, grimt ord! For skal man så vælge en abort? Og hvor stor skal en afvigelse fra det normale være, for at man kan tillade sig at vælge abort? Man skal jo også kunne leve med sig selv bagefter…
Jeg kan kun sige, at det var rart at få sat mennesker på min teoretiske spekuleren, og bogen kan klart anbefales (måske især til andre kristne jordemødre/jordemoderstuderene).

 

Indtryk fra Kolding

Hvis det man tydeligst husker fra fire formiddages undervisning i den forgangne uge er, at underviseren to af dagene startede med at ydmyge sin tolk ved at forsøge at få ham afsat til alle de unge kvinder (der ikke var der), så skulle han måske have holdt noget bedre undervisning…
Sjovt egentligt, for jeg syntes faktisk hver dag, at han havde holdt en god undervisning, men lige nu kan jeg ikke rigtigt få fundet nogle ord frem til at fortælle mig selv hvad det egentligt handlede om.

 

Feriens 3. uge: teenagelejr

Egentligt skulle det have taget knap 4 timer at køre fra Viborg og hjem via Osted, Roskilde, Vanløse, men i stedet blev det til godt 5 timer bag rattet pga. kø (sommerferie antager jeg som værende årsagen…)
Lejren sluttede med rengøringsdagen som altid er træls, i år var jeg gået tidligt i seng sidste nat, fordi jeg vidste jeg havde en lang køretur foran mig, men jeg havde den tvivlsomme fornøjelse at blive vækket lidt i fire af nogle unger, der fandt det morsomt at gå ind på mit værelse og kaste pølser på mig til jeg vågnede… Det er vist den til dato særeste måde jeg er blevet vækket på…
Og det var sådan set bare for lige at starte bagfra… For hvor er der sket meget på de 9 dage jeg har været i Viborg, jeg kan slet ikke gøre rede for det hele (det vil jeg heller ikke, for det meste er uden interesse for den gennemsnitlige læser, antager jeg…)
Men en (særdeles ufuldstændig) optegnelse over mine oplevelser i denne uge, må være som følger:

• Jeg ved nu, at det er sjovt at synge “singstars” (playstationspil), især når jeg er så hæs, at intet lyder godt (og endnu bedre var det at synge duet med Philip, der var mere hæs end mig )
• Jeg har fået snakket med mennesker som jeg kendte i forvejen, hvilket var super, men jeg har også talt med mennesker jeg ikke kendte før, og det er heller ikkke så tosset!
• Jeg har skabt figuren “Ilselill fra Gudhjem”, hun går i lårkort og har meget touperet hår, så jeg tror ikke hun skal genoplives senere, men hun fik det koldeste hårdeste stabsmedlem til at rødme, og det var sjovt!
• Jeg er kommet tættere på Gud
• Jeg er blevet styrket i min tro på, at jeg har en profetisk nådegave, og en profetisk tjeneste foran mig
• Jeg har bedt for flere end jeg har tal på…
• Jeg har haft skøre oplevelser med Gud, som har styrket mig i troen
• Jeg har lavet natfilmning (filme mens man vækker en teenager og får dem til at gøre sære ting, fx spille pentanque, eller kysse Bibelen)
• Jeg har grinet så tårerne trillede
• Jeg har sovet omtrent lige så mange timer som jeg har sunget lovsang…
• Jeg har hoppet i tre kvarter i træk til en koncert med reflekt
• Jeg har haft en skøn gruppe på 6 piger i alderen 15-17 som har delt deres liv og tro med mig, og som jeg har fået lov til at dele min tro med, så vi sammen har kunnet vandre tættere på Gud
• Jeg har lavet et natløb – meget udfordrende
• Jeg havde to mål med at tage på lejr, at lave en masse skæg, ballade og god stemning, og at blive brugt af Gud – jeg er blevet velsignet med at få lov til at begge del, fantastisk!

Det er så den forgangne uge i så korte træk som muligt… Mon ikke der dukker flere historier op her, efterhånden som indtrykkende har sat sig.

 

Forudvidens finurlige konsekvenser

Her til aften i min cellegruppe dukkede følgende for mig provokerende spørgsmål op: “Hvad hvis du ikke har børn når du er 35?” Min første tanke var, at hvis jeg ikke har børn om 15 år, så kan jeg da lige så godt bare dø nu (jaja, sat på spidsen selvfølgeligt, jeg er ikke helt klar til den lukkede endnu). Det er åbenbart så integreret en del af min forestilling om fremtiden, at jeg kommer til at leve op til mit barndoms glansbillede: far, mor og børn (en god teolog-mand, en håndfuld børn, en hund, et deltidsjob - så der er tid til børnene, et hus på landet).
Jeg får lyst til at sammenligne mig selv med en 5årig, der ikke må få slik før aftensmaden: Jeg syder indvendigt ved tanken om, at Gud måske kunne have andre planer for mig en glansbilledet – jeg kan selvfølgeligt godt se, at en mor har ret i ikke at give sit barn slik lige før maden, men at der kan være andre måder at leve mit liv på end glansbilledet, det har jeg godt nok ikke lyst til at skulle indse.

Hvis jeg havde vidst, at det hidtil hårdeste år i mit liv ville blive det år, hvor jeg arbejde som volontør på kirkens efterskole, ja så havde jeg måske fortrudt at jeg havde sagt ja til at tage derop inden skoleåret startede. 
Det er mit til dato hårdeste år, men når jeg ser tilbage på det nu, så ved jeg, at det år lærte mig utroligt meget om mig selv og mine grænser (og alt muligt andet) - en viden, som jeg er taknemlig for at have nu. Havde jeg vidst hvor dyrt købt den ville blive, havde jeg måske givet op på forhånd.
Sådan må det også være med fremtiden, hvis den bliver afsløret for mig i sin fulde helhed, ja hvis jeg kan overskue konsekvenserne af alle mine valg, så ville jeg måske vælge det svære fra – resultatet bliver måske nok, at jeg ikke bevæger mig i den retning, som Gud ved er bedst for mig!

Hvis den colombianske politiker Ingrid Betancourt, der netop er blevet frigivet efter 6 års fangenskab hos landets guerilla, havde vidst, at hun først ville blive frigivet 6 år senere, den dag hun blev fanget, ja så havde det måske slet ikke været til at overskue at skulle gennemleve den tid. Men hvis man ikke ved hvor længe det vil vare, ja så skal man kun klare en dag ad gangen, for denne dag kunne måske være den sidste som gidsel - men en viden om, at man har ca. 2200 dage som gidsel foran sig, må da være så uoverskueligt, at man måske kunne få lyst til at få skudt en kugle for panden med det samme i stedet.

Hvor vil jeg så hen med dette indlæg? Det er vel egentligt fornøjelsen ved at have en blog, jeg behøver ikke have en pointe, jeg kan bare dele mine tanker frit!
Skulle jeg alligevel forsøge at konkludere lidt på alle de tråde jeg har åbnet i dette indlæg, ja så må min konklusion være, at jeg ikke kender min fremtid, og hvis jeg gjorde ville jeg nok gøre en masse for at ændre den, fordi tanken om ubehag af den ene eller anden slags er svært at skulle acceptere, selvom det måske er prisen, man må betale for at udvikle sig som menneske, og for at følge Guds vej.

Og jeg er vel i grunden bare glad for, at Gud aldrig har vist mig sin vej for mig mere end et skridt ad gangen, for så kan man fokusere på og overskue det uden at skulle se alt det næste!

 

Prædikener jeg bærer på

Som en serviceinfo til mig selv, vil jeg bare lige minde mig om, at jeg pt brygger på to prædikener. “Er tanker toldfrie?” og “Om forskellen på at falde og leve i synd”.

Skulle nogen være interesseret i, at jeg prædiker, så bliver det nok en af dem, jeg gør færdig til lejligheden…