Det har været undervejs længe, men på dette års sommerkonferrence blev den udgivet. Den tidligere var fra 1975 (så vidt jeg husker).
Min kære mor har købt de nye nodebøger (ja, flertalsformen er god nok, den er delt i to hæfter). I fredags var familien hjemme hos mine forældre i anledningen af min fars fødselsdag, og ældste søster elsker at bruge klaveret, når vi er der. Hun startede fra en ende af i de nye nodebøger og spillede alle dem, hun lige kendte, og som ikke havde 4 krydser (eller b’er). Jeg kom ind i stuen, lige da hun var nået til nr. 143 “Hil dig frelser og forsoner”, min yndlingssalme. Så jeg greb salmebogen og sang med. Det var rigtigt hyggeligt! Vi nåede næsten til vejs ende med begge nodebøger (afbrudt af festivitas af varierende karakter undervejs – vi var jo trods alt til fødselsdsag), og det var virkeligt skønt bare at få lov til at synge en hel masse salmer.
Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor jeg – alene baseret på min alder – bør elske rytmiske lovsange højere end salmebogen. Det har jeg vist aldrig rigtigt gjort. Misforstå mig ikke, rytmisk lovsang er fint og det kan jeg også godt lide, men det store teologiske indhold er der sjældent, slet ikke når man sammenligner med den skat vi har i salmebogen.
Skulle vores salmeskat forsvinde med generationerne før mig, alene fordi min generation elsker trommer og guitar højere, så vil det gøre ondt på mig!

