“Skal du til Østerbro, må jeg køre med?” råber en mand efter mig, som jeg prajer en taxa. Klokken er kvart i tre om morgenen, jeg er på vej hjem fra hovedbanen efter en meget lang dag (der indeholdt en polterabend i Århus, men det er en anden historie).
“Øh, det må du da vel gerne” siger jeg, og glæder mig over, at turen nu bliver lidt billigere. Chaufføren tager os med, og manden (en midaldrende herre, der er lettere bedugget og på vej hjem fra Roskilde Festival) siger at der er 100 kr til hvor han skal stå af. Han har kun 200, og jeg kan ikke helt give ham 100, men alt hvad jeg har i min pung er ca. 70 kr – dem får han.
Han står af, vi kører til Hellerup, og turen ender med at koste 150 kr, jeg giver chaufføren de 200, får 50 igen og konstaterer, at det altså kun har kostet mig 20 kr at komme fra hovedbanen og til Hellerup i taxa om natten – det er vist uhørt lav pris
Somme tider føler man sig heldig.  Fx når man bliver underholdt på dele af sin togtur af Lars og Serina. Eller når dagens største problem er en mail, der fortæller, at jeg skal tænke kreativt – næste uges lejr med KFS slutter med en temafest hvor påklædningen nærmere er udklædning, og temaet er “Disney”… Forslag modtages med kyshånd!

 

Fødsler – such a big deal

Sjovt egentligt, så dybt fortællingen om deres fødsler ligger i kvinder, der har født. Det er tydeligvis en skelsættende begivenhed i ens liv.

Jeg befandt mig i går i et storcenter for at købe studentergaver til nogle af weekendens fester. Af samtalen med den veninde, jeg var der med, kom det tilsyneladende til at fremgå, at jeg er jordemoderstuderende. Ekspedienten kastede sig straks over mig, og fortalte hele sin fødselshistorie… Barsk omgang – hun kunne vist godt bruge et par timer i selskab med en, der kunne tale forløbet igennem med hende.
Utroligt som kvinder kaster sig over enhver given lejlighed til at delagtigøre andre med kendskab til transitionen i deres fødselsforløb.

Det viser mig kun med al tydelighed, hvor vigtigt det er at sørge for at kvinder får en god fødselsoplevelse…

 

Jeg elsker at bo på kollegie

Der er intet som en frokost bestående af et dejligt stykke rugbrød med torskerogn og en sexscene på russisk…

 

Vågnede til morgen af at huset gyngede, der faldt ting ned fra min reol, så jeg var nødsaget til at konstatere, at det ikke var mit hovede der fejlede noget…
Hele hytten vågnede, jeg må sige, at 20 piger kan larme ret meget når de sammen forsøger at gennemskue hvad der sker… (txt-tv siger nu, at det, der skete var 4,8 på richterskalaen…)

 

Om 4. semester

Når ens liv for en periode primært består af en afsluttende opgave, er det som om alt andet forsvinder. Hele dagen tilbringes med skrivegruppen i et lille rum med døren lukket, vi starter når solen står op (okay, det er november, så det siger ikke så meget) og inden man er hjemme igen er solen gået ned og det er på høje tid at spekulere over hvad der mon efterhånden er tilbage i køleskabet, så man kan få lidt aftensmad, inden opgaven skal tæskes noget mere inden nattesøvnen kalder.
Blogindlæg har ikke førsteprioritet, tiden flyver og inden man ser sig om, ja så har man været i gang med at bo i et grupperum på skolen i mere end 2 uger allerede. Opgaven tager form, sideantallet er for længst overskrevet og nu igen reduceret, så det forhåbentligt ender med næsten at være okay.
Det er ikke uden grund at 4. semester kaldes skilsmissesemesteret. Det passer mig glimrende at jeg ikke har nogen at blive skilt fra! Og så er den virkeligt fæle del kun på sølle tre måneder, men hvilke måneder! Indimellem dukker rebelske tanker op, de forsøger at overtale en til at slappe af, holde fri, geare ned. Men nej, det er der ikke tid til. Slet ikke når sidste weekend var revet ud af opgaven for at planlægge sommerens teenagelejr. Det er helt sikkert også en spændende tidsrøver! Jeg kan kun sige, at jeg tror jeg til sommer er ked af at jeg ikke længere er en del af deltagersegmentet, men i stedet stabsmedlem. Det bliver en god uge! Der er allerede tænkt nogle virkeligt spændende tanker! Foran os ligger benarbejdet, jeg har bl.a. fornøjelsen af at skulle ringe rundt til formændene for menighederne på Sjælland plus det løse (Føl dig hermed advaret, hvis du er formand for en sjællandsk missionsforbundsmenighed og læser med…). Desuden har jeg fået en helt fantastisk kasket, den hedder økonomisk ansvarlig – ikke at jeg behøver at være det i min privatøkonomi, jeg skal bare være ansvarlig for en lejr med en omsætning på seks cifre, piece of cake? Mjarh, men er der ikke noget med at Gud giver særlig udrustning til de situationer man står i?

Uanset hvad, så bliver det næste år i hvert fald spændende og udfordrende, sidste praktikperiode starter lige om lidt, og når denne opgave er afleveret og forsvaret, ja så mangler jeg kun praktik og så mit bachelorprojekt, så er jeg færdig. Jeg må huske at nyde det semester jeg skriver projekt, for det er den sidste gang jeg slipper for skiftende vagter… Livet venter

 

Kender du det

når man sidder og er i gang med at analysere et forsøg til sin opgave og kommer i tanke om at man ikke kan huske hvornår man sidst har stået på skøjter?
Det kender jeg godt!
Jeg skal snart i skøjtehallen igen, det er jeg helt sikker på

 

Ih altså

På vejen hjem fra eksamen i dag, var jeg lige i netto. Og en mand i handicap-scooter-ting formåede at køre mig ned to gange. Hvornår indfører de kørekort til de der ting? Det kan godt være manden er handicappet, men derfor skal han da ikke fritages fra som minimum at sige undskyld, når han kværner mig ned! Jeg stod bag ham i køen og fuldstændigt umotiveret vælger han at bakke lige tilbage over skinnebenene af mig, fordi han åbenbart har glemt et eller andet. Da jeg så står oppe ved kassen kører han forbi mig – altså pånær at han vælger at køre langs med mig og sprætte bagsiden af mit underben op – jaja jeg fik kun en hudafskrabning, men den er da tilgengæld på størrelse med Sjælland. Og hvad sker der, Jeg råber av og siger “du kunne godt lige sige til, hvis der ikke er plads” Hvortil han glor på mig og siger “du stod i vejen” For søren da! Alle mulige andre motoriserede køretøjer får da som minimum bøder for at køre fodgængere ned. Så synd er det altså ikke for den mand at han skal fritages.

Arrgh! Undskyld, jeg skulle lige ud med det!

 

Der kan ikke gøres noget

Jeg er vokset op i et højteknologisk overflodssamfund. Dette har medført, at jeg fra tildig alder er vænnet til, at skulle noget være i udu, ja så findes der selvfølgeligt en løsning – alt kan repareres eller udskiftes. “Er din hofte slidt? Her tag en ny!”, “Virker din elektroniske himstergims ikke? Få den fikset på garantien”, “Er der en fabrikationsfejl? Undskyld, selvfølgeligt kan du få varen erstattet”. Det kan godt være, du skal en tur omkring forbrugerklagenævnet for at få ret – men det skal nok komme, det skal nok blive løst, du skal nok få en reparation eller erstatning – no problem! Er du selv i udu, ja så skal du jo bare til lægen. Det kan godt være du synes, at ventetiden er lidt for lang, men så kan du tage på et privathospital. No worries!

Ja, det er selvfølgeligt lidt karikeret, men det er ikke desto mindre sådan min naive opfattelse af vores samfund er. Eller skulle jeg sige var! Jeg stødte panden mod muren i sidste uge, og det har taget mig noget tid at bearbejde oplevelsen (jeg tror ikke jeg er færdig med at bearbejde det, men nu er jeg i hvert fald klar til at blogge om det). Da jeg startede i på jordemoderskolen i februar 2007 kunne jeg godt mærke, at mine ører ikke helt hørte alt, hvad der skete omkring mig. Da jeg var ved egen læge i april, af andre årsager, fik jeg hende lige til at se mig i ørerne – det var vel bare for meget voks – selvfølgeligt kunne det fikses (det troede jeg jo at alt kunne!), jeg skulle bare have voksen skyllet ud. Men nej sagde hun, det var ikke voks, og hun havde et par andre gadgets, der kunne måle fancy ting, som trykket i det indre øre. Men nej! Hun kunne ikke se, hvad der var i vejen og bad mig om at bestille tid hos en speciallæge.

Det var et irriterende svar, og jeg fik ikke taget mig sammen til at bestille tid hos speciallægen. Jeg skød det fra mig, men det lå i baghovedet indtil jeg i august tog mig sammen til at finde en læge og få en tid, efter en jævnaldrende ven, (der i øvrigt selv bruger høreapparat) havde givet mig en lille opsang. Jeg var kommet til at afsløre at jeg havde opdaget hvor god jeg var blevet til mundaflæsning.
I sidste uge (jaja, kun 5 ugers ventetid, det er da slet ikke så galt!) tog jeg så af sted. Jeg gik og tænkte, at jeg nok ville få høreapparat, for det stod faktisk skidt til med min evne til at føre en samtale, hvis der var bare lidt baggrundsstøj.
Lægen lavede en høretest af mig (den der slags, hvor man sidder i en lydtæt boks med KÆMPE høretelefoner og en knap, man skal trykke på, når man kan høre noget). Det interessante var resultatet: Min hørelse er et godt stykke over normalområdet. Hmm! Lægen konstaterede, at når ørene ikke fejlede noget, ja så var det hjernen der gjorde. Han holdt derefter en laaang monolog for mig, om hvordan folk først mister evnen til at skelne det de vil høre fra al baggrundsstøjen i 50års-alderen, og at jeg jo (som han så pænt sagde) “havde trukket et kort strå”. Han tilføjede, at mine ører ikke var syge, nej fejlen var cerebral. Tak tak, jeg har nu fået en læge til at sige, at jeg er syg i hovedet…
Konklusionen var: “Der kan ikke gøres noget”

Nåmen livet går vidre, on the bright side slipper jeg da for høreapparat Men det er nedslående at finde ud af, at jeg er ved at blive gammel… At få skavanker som kommer med alderen, og som ikke kan hverken helbredes eller afhjælpes…
Øv

 

God e-handel?

Jeg har i dag bestilt en bog via amazon.co.uk. Jeg modtog en mail, der bekræftede mit køb, og at beløbet ville blive trukket fra mit dankort, når bogen blev afsendt – intet unormalt i det (jeg er efterhånden ganske rutineret udi at købe på nettet).
4 timer senere får jeg så en mail, hvori det oplyses, at min ordre er annulleret, og at det trukkede beløb vil blive kreditteret min konto snarest. Her begynder det så at blive lidt uldent, for der skrives intet om årsagen til at handlen er annulleret.
Efter endnu 5 timer modtager jeg en mail, der beklager at min ordre uforvarende er blevet annulleret, så nu vil de sende mig bogen alligevel – gratis.
Om det bliver en god e-handel må tiden jo vise, det kan jo være de helt glemmer at sende mig min bog…

 

Om at føle sig velkommen

Tilbage i maj måned meldte jeg mig ind i en politisk ungdomsorganisation. Jeg fik efter kort tid (et par dage tror jeg) en mail fra lokalformanden, der bød mig velkommen, og orienterede mig om, at sommerferien var startet pga. læseferie, men at der ville være div. sociale arrangementer i løbet af sommeren. Hen over de seneste 4 måneder har jeg mailet frem og tilbage med ham et par gange, han har addet mig som facebookven og inviteret mig til lokalforeningens facebookgruppe.
Her til aften skulle jeg så afsted til mit første møde i lokalforeningen, jeg havde ikke mødt nogen endnu, da div. sociale arrangementer hen over sommeren alle faldt sammen med andre aftaler.
Formanden skiftede i forrige uge, men den nye formand nåede jeg at maile med en enkelt gang, hvor han skrev og gav mig sit telefonnummer, så jeg kunne blive fundet, hvis jeg bare fandt bygningens hovedindgang her til aften (og tak for det, for jeg havde vist aldrig fundet det selv!).
Formanden fandt mig og fulgte mig hen i et lokale med godt 15 mennesker. Jeg blev sat på en stol, og de to personer på hver sin side af mig hilste straks på (den ene var den afgående formand). Jeg blev straks tilbudt en øl (sagde dog pænt nejtak) og mødet gik i gang hurtigt derefter. Midtvejs var der en pause, og 3/4 af deltagerne greb jakken og smøgerne og styrtede ud af døren. Jeg nåede ikke at sidde helt mutters alene mange splitsekunder før en, der sad en plads længere væk vendte sig mod mig og startede en samtale. Pausen sluttede, mødet fortsatte, og da mødet var færdigt, var det åbenbart kotume at gå videre på “Skt. Peder” (hvad det er har jeg stadig til gode at finde ud af, en café/værtshus tror jeg…) Jeg fulgte med strømmen ud, og straks var der en, der talte med mig igen. Jeg gik hen mod min cykel, mens de, der skulle videre blev stående ved udgangen. Den afgående formand råbte efter mig, da jeg var nået 10-15meter væk, og kom løbende hen og sagde: “Jeg skal bare lige høre hvad dit førstehåndsindtryk er” derefter snakkede vi 5-10 min om hvordan mødet havde været og hvad der var anderledes denne gang i forhold til “plejer” osv. Hvorefter jeg så cyklede hjem.

På vejen hjem tænkte jeg over, hvor godt jeg faktisk var blevet modtaget. Jeg havde ikke de vilde forventninger til det, og havde besluttet på forhånd, at jeg jo bare lige ville finde ud af om jeg egentligt gad at være en del af et ungdomspolitisk fællesskab. Men jeg blev virkeligt godt modtaget lige fra dag 1 og til nu!

Tænk hvis vi kunne gøre gjorde det samme med folk, der viste interesse for vores kirke! Nogle vil måske mene at vi allerede gør det… Men jeg vil da for fremtiden forsøge at blive bedre til at få hilst på dem, som jeg kan se er nye i kirken, for wow en forskel det gør at føle sig så velkommen, som jeg har fået lov til at prøve. Intet under, at lige præcis den lokalforening er den hurtigst voksende på landsplan…