Jeg er vokset op i et højteknologisk overflodssamfund. Dette har medført, at jeg fra tildig alder er vænnet til, at skulle noget være i udu, ja så findes der selvfølgeligt en løsning – alt kan repareres eller udskiftes. “Er din hofte slidt? Her tag en ny!”, “Virker din elektroniske himstergims ikke? Få den fikset på garantien”, “Er der en fabrikationsfejl? Undskyld, selvfølgeligt kan du få varen erstattet”. Det kan godt være, du skal en tur omkring forbrugerklagenævnet for at få ret – men det skal nok komme, det skal nok blive løst, du skal nok få en reparation eller erstatning – no problem! Er du selv i udu, ja så skal du jo bare til lægen. Det kan godt være du synes, at ventetiden er lidt for lang, men så kan du tage på et privathospital. No worries!
Ja, det er selvfølgeligt lidt karikeret, men det er ikke desto mindre sådan min naive opfattelse af vores samfund er. Eller skulle jeg sige var! Jeg stødte panden mod muren i sidste uge, og det har taget mig noget tid at bearbejde oplevelsen (jeg tror ikke jeg er færdig med at bearbejde det, men nu er jeg i hvert fald klar til at blogge om det). Da jeg startede i på jordemoderskolen i februar 2007 kunne jeg godt mærke, at mine ører ikke helt hørte alt, hvad der skete omkring mig. Da jeg var ved egen læge i april, af andre årsager, fik jeg hende lige til at se mig i ørerne – det var vel bare for meget voks – selvfølgeligt kunne det fikses (det troede jeg jo at alt kunne!), jeg skulle bare have voksen skyllet ud. Men nej sagde hun, det var ikke voks, og hun havde et par andre gadgets, der kunne måle fancy ting, som trykket i det indre øre. Men nej! Hun kunne ikke se, hvad der var i vejen og bad mig om at bestille tid hos en speciallæge.
Det var et irriterende svar, og jeg fik ikke taget mig sammen til at bestille tid hos speciallægen. Jeg skød det fra mig, men det lå i baghovedet indtil jeg i august tog mig sammen til at finde en læge og få en tid, efter en jævnaldrende ven, (der i øvrigt selv bruger høreapparat) havde givet mig en lille opsang. Jeg var kommet til at afsløre at jeg havde opdaget hvor god jeg var blevet til mundaflæsning.
I sidste uge (jaja, kun 5 ugers ventetid, det er da slet ikke så galt!) tog jeg så af sted. Jeg gik og tænkte, at jeg nok ville få høreapparat, for det stod faktisk skidt til med min evne til at føre en samtale, hvis der var bare lidt baggrundsstøj.
Lægen lavede en høretest af mig (den der slags, hvor man sidder i en lydtæt boks med KÆMPE høretelefoner og en knap, man skal trykke på, når man kan høre noget). Det interessante var resultatet: Min hørelse er et godt stykke over normalområdet. Hmm! Lægen konstaterede, at når ørene ikke fejlede noget, ja så var det hjernen der gjorde. Han holdt derefter en laaang monolog for mig, om hvordan folk først mister evnen til at skelne det de vil høre fra al baggrundsstøjen i 50års-alderen, og at jeg jo (som han så pænt sagde) “havde trukket et kort strå”. Han tilføjede, at mine ører ikke var syge, nej fejlen var cerebral. Tak tak, jeg har nu fået en læge til at sige, at jeg er syg i hovedet…
Konklusionen var: “Der kan ikke gøres noget”
Nåmen livet går vidre, on the bright side slipper jeg da for høreapparat 
Men det er nedslående at finde ud af, at jeg er ved at blive gammel… At få skavanker som kommer med alderen, og som ikke kan hverken helbredes eller afhjælpes…
Øv
