Hvor skal jeg starte?
Jeg er lige kommet hjem fra en uge med 50 spejdere i alderen 6 til 12 år. Jeg har haft fornøjelsen af at have en gruppe bestående af de 8 ældste deltagere. Vi har lavet alle de vanlige spejderrelaterede aktiviteter. Og hvor har jeg nydt det! Da jeg tog uniformen ud af skabet for at komme af sted, havde den hængt der og blomsteret siden sidste år i maj, hvor den lokale gruppe havde sommerlejr (4 dage i Kr. Himmelfartsferien). Til hverdag er jeg nemlig ikke aktiv i spejderarbejdet, det fungerer ikke sammen med mit studie. Jeg kunne godt have lyst, men jeg minder mig selv om at spejder ikke er noget man går til, det er noget man ER, uafhængigt af om man går til det. Jeg blev spejder da jeg startede med at gå til det i en alder af 6 år, siden har jeg været spejder nonstop, selvom jeg ikke har gået til spejder siden 2002 hvor jeg stoppede som tropsspejder. Derefter var jeg tropleder hos KFUM mens jeg gik i gymnasiet (ja, der var ingen MS-gruppe i Ringkøbing, så jeg måtte nøjes…) I 12 år har jeg gået til spejder en gang om ugen, og siden jeg startede som 6-årig, har der kun været 1 sommer hvor jeg ikke har været på lejr; 2005 – man havde været så flabet at lægge MS-missionsturen til Ghana samtidigt med sommerens lejr (der meget passende havde Ghana som tema).
Ja, så jeg har altså lige været på spejderlejr, det har været godt – jeg er træt! Vasketøjet tumbler derudaf og jeg selv er også renere end da jeg kom hjem.
Morgendagen skal bruges på at pakke igen, for lige over middag kører jeg til Viborg, for at være leder på årets teenagelejr (ja, spejderlejren slutter faktisk først i morgen, men jeg fik dispensation til at tage hjem i dag, så jeg ikke skal dukke op på teenagelejr lugtende af bål!)
Jeg glæder mig også helt vildt meget til teenagelejr. Det er anden gang jeg er med som leder. Sidste sommer havde jeg seriøse opgaver, jeg stod for lejrens bønnerum, og andagtshæftet (som bliver brugt hver formiddag) sammen med en anden leder, samtidigt med at jeg også holdt appel en aften til aftenmødet – en temmeligt stærk aften (det var de andre aftner også, men når Gud bruger en til at røre mennesker står det vel oftest stærkere i erindringen end når Gud bruger andre til at røre andre). Men i år, er jeg på slap line efter eget ønske. Jeg står for natløbet og en af aftnernes underholdning, derudover har jeg igen i år bønnerummet, men at hænge bibelvers op på vægen og sørge for, at der er fyrfadslys er alligevel mere praktisk end åndeligt (selvom man ved sin praktiske indsats er med til at skabe rum for den åndelige indsats vi skal yde der…)
Nu er spørgsmålet vist hvor jeg skal slutte, for nu blev jeg skrevet varm. Jeg tror det bliver her! Flere anekdoter om lejre dukker sikkert op helt af sig selv med tiden!
20. juli, 2008 at 1:18 am
Åh, det lyder dejligt. Håber, du kan slappe lidt af nu.
20. juli, 2008 at 10:40 am
Slappe af, nej det var nu ikke det første jeg kastede mig over, da jeg kom hjem fra spejderlejr, jeg tog videre på teenagelejr efter at have pakket om, og kom hjem i går sidst på eftermiddagen, men NU skal jeg slappe af