Her til aften i min cellegruppe dukkede følgende for mig provokerende spørgsmål op: “Hvad hvis du ikke har børn når du er 35?” Min første tanke var, at hvis jeg ikke har børn om 15 år, så kan jeg da lige så godt bare dø nu (jaja, sat på spidsen selvfølgeligt, jeg er ikke helt klar til den lukkede endnu). Det er åbenbart så integreret en del af min forestilling om fremtiden, at jeg kommer til at leve op til mit barndoms glansbillede: far, mor og børn (en god teolog-mand, en håndfuld børn, en hund, et deltidsjob - så der er tid til børnene, et hus på landet).
Jeg får lyst til at sammenligne mig selv med en 5årig, der ikke må få slik før aftensmaden: Jeg syder indvendigt ved tanken om, at Gud måske kunne have andre planer for mig en glansbilledet – jeg kan selvfølgeligt godt se, at en mor har ret i ikke at give sit barn slik lige før maden, men at der kan være andre måder at leve mit liv på end glansbilledet, det har jeg godt nok ikke lyst til at skulle indse.

Hvis jeg havde vidst, at det hidtil hårdeste år i mit liv ville blive det år, hvor jeg arbejde som volontør på kirkens efterskole, ja så havde jeg måske fortrudt at jeg havde sagt ja til at tage derop inden skoleåret startede. 
Det er mit til dato hårdeste år, men når jeg ser tilbage på det nu, så ved jeg, at det år lærte mig utroligt meget om mig selv og mine grænser (og alt muligt andet) - en viden, som jeg er taknemlig for at have nu. Havde jeg vidst hvor dyrt købt den ville blive, havde jeg måske givet op på forhånd.
Sådan må det også være med fremtiden, hvis den bliver afsløret for mig i sin fulde helhed, ja hvis jeg kan overskue konsekvenserne af alle mine valg, så ville jeg måske vælge det svære fra – resultatet bliver måske nok, at jeg ikke bevæger mig i den retning, som Gud ved er bedst for mig!

Hvis den colombianske politiker Ingrid Betancourt, der netop er blevet frigivet efter 6 års fangenskab hos landets guerilla, havde vidst, at hun først ville blive frigivet 6 år senere, den dag hun blev fanget, ja så havde det måske slet ikke været til at overskue at skulle gennemleve den tid. Men hvis man ikke ved hvor længe det vil vare, ja så skal man kun klare en dag ad gangen, for denne dag kunne måske være den sidste som gidsel - men en viden om, at man har ca. 2200 dage som gidsel foran sig, må da være så uoverskueligt, at man måske kunne få lyst til at få skudt en kugle for panden med det samme i stedet.

Hvor vil jeg så hen med dette indlæg? Det er vel egentligt fornøjelsen ved at have en blog, jeg behøver ikke have en pointe, jeg kan bare dele mine tanker frit!
Skulle jeg alligevel forsøge at konkludere lidt på alle de tråde jeg har åbnet i dette indlæg, ja så må min konklusion være, at jeg ikke kender min fremtid, og hvis jeg gjorde ville jeg nok gøre en masse for at ændre den, fordi tanken om ubehag af den ene eller anden slags er svært at skulle acceptere, selvom det måske er prisen, man må betale for at udvikle sig som menneske, og for at følge Guds vej.

Og jeg er vel i grunden bare glad for, at Gud aldrig har vist mig sin vej for mig mere end et skridt ad gangen, for så kan man fokusere på og overskue det uden at skulle se alt det næste!