Stines tanker

… at have meget store solbriller på, når man cykler forbi en, som man arbejdede sammen med engang, men som man ikke gider at skulle standse op og smalltalke med (måske især fordi han gerne ville score en dengang…).

Dagen i dag er da vidst den, man nævner mest sådan af alle datoer… 24/7 måske man ikke mener 24.juli men i stedet taler om alle døgnets timer alle ugens dage; men hvad skidt – hvem der bare havde fødselsdag i dag!

Ja i dag så jeg så Paw Henriksen iført cykelryttertourdefranceagtigt tøj i down town 2800 Kgs. Lyngby meget morsomt, han sad på en fortovscafé sammen med en anden gut i samme tøjstil

Jeg lærer det aldrig, når man svælger i Jane Austen-filmatiseringer, må man leve med at man sidder tilbage med ønsket om at få sig sin egen mr. Darcy. Colin Firth er desværre afsat, og han er nok heller ikke lige så agreeable i virkeligheden som den rolle han har spillet tre gange.

Der er nogen film man ikke skal se med sin tilkommende en dag – Pride and Prejudice er helt sikkert en af dem, der vil være alt for meget for den stakkels fyr at leve op til.
Sandt at sige er det nok heller ikke en Mr. Darcy-klon jeg ønsker, men en hæderlig gentleman ville da ikke gøre noget

Og selvom enhver moderne fyr blegner ved siden af mr. Darcy (især når en fra kollegiet tilbyder en et stykke af den vildeste gourmet-chokoladekage til) ja, så vil jeg nok alligevel ikke have et levn fra 1800-tallet, nu hvor jeg må erkende, at jeg ikke selv befinder mig der, selvom de seneste dages svælgen i Jane Austen-filmatiseringer næsten kan få mig til at glemme at det er det 21. århundrede nu og ikke det 19.

… har man været på lejr to uger i træk.

Nogle mennesker evaluerer deres liv hvert år til nytår. De laver måske ligefrem et eller flere nytårsfortsætter, fordi de indser at der er noget i deres liv, der kræver en ændring.
Jeg har aldrig været så god til at evaluere mit liv til nytår, det hænger nok sammen med, at mit liv stadig regnes i skoleår mere end i kalenderår. Det er om sommeren de store ændringer sker og ikke så meget 1. januar.

Når jeg tænker på hvad der er sket siden CrossRoadz07, kan jeg godt blive lidt forpustet, for der er virkeligt meget at evaluere på. Det var mit første år som leder, og det var en god lejr. Jeg oplevede en god uge, og fik også nogle gode pointer med hjem fra undervisningen. Det var udfordrende men fedt at få lov at være leder, men jeg fik ikke evalueret på selve ugen i tankerne bagefter, fordi livet drønede videre med 180km/t. Jeg tog direkte videre på sommerstævnet (som i år nådigt er flyttet en uge) og der handlede det vidst i grunden mest om at min veninde som jeg var af sted med scorede (temmeligt uheldigt viste det sig så senere hen, men altså sådan er det jo sommetider…) Derefter var jeg på rundtur i Europa med en god Ester og nød virkeligt at have to uger, hvor vi kunne kommet tæt på hinanden igen.
Jeg kom knap nok hjem før jeg pludseligt havde en kæreste, og de næste måneder kørte tre ting parløb; kæreste, praktik og planlægning af en gensynsweekend for CrossRoadz07. Det var et kanonfedt efterår, selvom jeg havde travlt, og følte jeg lå vandret for at få tid til alt det jeg gerne ville. At vinteren så blev skudt ind med kærestesorger, ja det havde jeg ikke regnet med, og de næste måneder forsvandt, mens jeg prøvede at samle mit hjerte op og samtidigt holde styr på at få gensynsweekenden planlagt. Hvis ikke jeg havde haft den at arbejde på, tror jeg, at jeg var gået helt kold. Men fordi jeg havde det engagement, blev jeg nød til at holde mig selv oppe, der var ikke mulighed for at bukke under for trangen til at stirre tomt ind i væggen.
Det blev da heldigvis til at jeg bestod mit praktiksemester i udgangen af januar, og gensynsweekenden var virkeligt velsignet, det virkede til (og evalueringerne tydede på) at det havde været tiltrængt med den mulighed midt på året. 14 dage senere var der landsungdomsweekend, som jeg også nød at være af sted på, og der lærte jeg Gitte at kende, som jeg nu er mentor for. Hvor foråret blev af i år, det ved jeg ikke helt. Jeg har haft travlt på studiet, med 5 eksamener dette semester, så studiet har i hvert fald slugt meget tid. I påsken var jeg en tur til familiefest i Jylland, og det var godt at være med. Det er ikke til at sige hvor længe min morfar hænger på, han er 87 men frisk… En fra mine forældres bibelkreds døde for en uge siden, han var et år yngre, så en eller anden dag må det jo ske, at min morfar ikke er mere. I mandags var det også ti år siden min mormor døde, man kunne sikkert godt evaluere på de ti år, men det ville være en længere smørre, jeg er i hvert fald ikke længere særligt meget af det barn, der var på ferie hos sin mormor og morfar ugen inden hun døde.
Ellers har jeg planlagt Crossroadz08 dette forår, og da sommerferien endeligt kom, var jeg af sted på spejderlejr.

Tænk at det mellemliggende år har været så begivenhedsrigt, det havde jeg ikke forudset, da jeg kom hjem fra CrossRoadz07. Da troede jeg, at det kommende år mest ville være fyldt af at jeg skulle i praktik, men nu hvor jeg står på den anden side og ser tilbage fylder studiet meget, men det der fylder mest er min ekskæreste.
Jeg håber det kommende år bliver en knap så slem følesesmæssig rutsjebane, jeg trænger stadig til at komme helt på plads.

Det blev også det år hvor vi igen stod uden præst i min menighed (men der starter en ny her 1. august, og han er altså god – jeg har tidligere arbejdet sammen med ham). Og det blev året hvor jeg tog imod 14 børn helt selv og virkeligt blev bestyrket i at jeg har valgt det rette studie, det blev året hvor jeg fik en super veninde i Malene, som nu desværre flytter til Ålborg. Det blev året hvor jeg indtil videre har formået at holde liv i en orkidee i 3 måneder (and still counting!).

Hvert år bliver husket for noget forskelligt… Hvad mon det næste år vil blive husket for?

Egentligt skulle det have taget knap 4 timer at køre fra Viborg og hjem via Osted, Roskilde, Vanløse, men i stedet blev det til godt 5 timer bag rattet pga. kø (sommerferie antager jeg som værende årsagen…)
Lejren sluttede med rengøringsdagen som altid er træls, i år var jeg gået tidligt i seng sidste nat, fordi jeg vidste jeg havde en lang køretur foran mig, men jeg havde den tvivlsomme fornøjelse at blive vækket lidt i fire af nogle unger, der fandt det morsomt at gå ind på mit værelse og kaste pølser på mig til jeg vågnede… Det er vist den til dato særeste måde jeg er blevet vækket på…
Og det var sådan set bare for lige at starte bagfra… For hvor er der sket meget på de 9 dage jeg har været i Viborg, jeg kan slet ikke gøre rede for det hele (det vil jeg heller ikke, for det meste er uden interesse for den gennemsnitlige læser, antager jeg…)
Men en (særdeles ufuldstændig) optegnelse over mine oplevelser i denne uge, må være som følger:

• Jeg ved nu, at det er sjovt at synge “singstars” (playstationspil), især når jeg er så hæs, at intet lyder godt (og endnu bedre var det at synge duet med Philip, der var mere hæs end mig )
• Jeg har fået snakket med mennesker som jeg kendte i forvejen, hvilket var super, men jeg har også talt med mennesker jeg ikke kendte før, og det er heller ikkke så tosset!
• Jeg har skabt figuren “Ilselill fra Gudhjem”, hun går i lårkort og har meget touperet hår, så jeg tror ikke hun skal genoplives senere, men hun fik det koldeste hårdeste stabsmedlem til at rødme, og det var sjovt!
• Jeg er kommet tættere på Gud
• Jeg er blevet styrket i min tro på, at jeg har en profetisk nådegave, og en profetisk tjeneste foran mig
• Jeg har bedt for flere end jeg har tal på…
• Jeg har haft skøre oplevelser med Gud, som har styrket mig i troen
• Jeg har lavet natfilmning (filme mens man vækker en teenager og får dem til at gøre sære ting, fx spille pentanque, eller kysse Bibelen)
• Jeg har grinet så tårerne trillede
• Jeg har sovet omtrent lige så mange timer som jeg har sunget lovsang…
• Jeg har hoppet i tre kvarter i træk til en koncert med reflekt
• Jeg har haft en skøn gruppe på 6 piger i alderen 15-17 som har delt deres liv og tro med mig, og som jeg har fået lov til at dele min tro med, så vi sammen har kunnet vandre tættere på Gud
• Jeg har lavet et natløb – meget udfordrende
• Jeg havde to mål med at tage på lejr, at lave en masse skæg, ballade og god stemning, og at blive brugt af Gud – jeg er blevet velsignet med at få lov til at begge del, fantastisk!

Det er så den forgangne uge i så korte træk som muligt… Mon ikke der dukker flere historier op her, efterhånden som indtrykkende har sat sig.

Hvor skal jeg starte?

Jeg er lige kommet hjem fra en uge med 50 spejdere i alderen 6 til 12 år. Jeg har haft fornøjelsen af at have en gruppe bestående af de 8 ældste deltagere. Vi har lavet alle de vanlige spejderrelaterede aktiviteter. Og hvor har jeg nydt det! Da jeg tog uniformen ud af skabet for at komme af sted, havde den hængt der og blomsteret siden sidste år i maj, hvor den lokale gruppe havde sommerlejr (4 dage i Kr. Himmelfartsferien).  Til hverdag er jeg nemlig ikke aktiv i spejderarbejdet, det fungerer ikke sammen med mit studie. Jeg kunne godt have lyst, men jeg minder mig selv om at spejder ikke er noget man går til, det er noget man ER, uafhængigt af om man går til det. Jeg blev spejder da jeg startede med at gå til det i en alder af 6 år, siden har jeg været spejder nonstop, selvom jeg ikke har gået til spejder siden 2002 hvor jeg stoppede som tropsspejder. Derefter var jeg tropleder hos KFUM mens jeg gik i gymnasiet (ja, der var ingen MS-gruppe i Ringkøbing, så jeg måtte nøjes…) I 12 år har jeg gået til spejder en gang om ugen, og siden jeg startede som 6-årig, har der kun været 1 sommer hvor jeg ikke har været på lejr; 2005 – man havde været så flabet at lægge MS-missionsturen til Ghana samtidigt med sommerens lejr (der meget passende havde Ghana som tema).

Ja, så jeg har altså lige været på spejderlejr, det har været godt – jeg er træt! Vasketøjet tumbler derudaf og jeg selv er også renere end da jeg kom hjem.
Morgendagen skal bruges på at pakke igen, for lige over middag kører jeg til Viborg, for at være leder på årets teenagelejr (ja, spejderlejren slutter faktisk først i morgen, men jeg fik dispensation til at tage hjem i dag, så jeg ikke skal dukke op på teenagelejr lugtende af bål!)
Jeg glæder mig også helt vildt meget til teenagelejr. Det er anden gang jeg er med som leder. Sidste sommer havde jeg seriøse opgaver, jeg stod for lejrens bønnerum, og andagtshæftet (som bliver brugt hver formiddag) sammen med en anden leder, samtidigt med at jeg også holdt appel en aften til aftenmødet – en temmeligt stærk aften (det var de andre aftner også, men når Gud bruger en til at røre mennesker står det vel oftest stærkere i erindringen end når Gud bruger andre til at røre andre). Men i år, er jeg på slap line efter eget ønske. Jeg står for natløbet og en af aftnernes underholdning, derudover har jeg igen i år bønnerummet, men at hænge bibelvers op på vægen og sørge for, at der er fyrfadslys er alligevel mere praktisk end åndeligt (selvom man ved sin praktiske indsats er med til at skabe rum for den åndelige indsats vi skal yde der…)

Nu er spørgsmålet vist hvor jeg skal slutte, for nu blev jeg skrevet varm. Jeg tror det bliver her! Flere anekdoter om lejre dukker sikkert op helt af sig selv med tiden!

Det slog mig lige, at jeg via min indbetalte skat bidrager til, at det er muligt for den danske stat, at dræbe ca. 15.000 fuldstændigt uskyldige mennesker om året. Måske er dødsstraf forkert, men det er da i det mindste mennesker, som på den ene eller den anden måde har gjort noget, der får staten til at synes, at det er berettiget at slå dem ihjel.
Eller i virkeligheden er det jo slet ikke 15.000 mennesker, nej nej – det er jo embryoer! (Og som vi alle ved, så starter livet ikke ved undfangelsen, men derimod først ved et trylleslag efter fulde 12 uger – altså med mindre fostret fejler noget!). Det eneste fostrene har gjort for at skulle fortjene dødsstraf er, at de er ubelejlige - tænk hvis det også juridisk set var grund nok efter fødslen, så ville der vist ikke være nogen af os tilbage. Jeg er da kommet til ulejlighed masser af gange, og har da også oplevet at andre mennesker kommer mig til ulejlighed – skulle jeg slå dem ihjel af den grund, skulle de slå mig ihjel?

Så kunne man måske godt mene, at jeg ikke har lov at have en holdning, fordi jeg aldrig selv har fået foretaget en abort, og at jeg da bare skal holde mine kæft. Men det vil jeg ikke. Man er ikke klar til at gøre det man kan blive gravid af, hvis ikke man er klar til at acceptere, at konsekvensen er, at man faktisk kan blive gravid af det!
Hvorfor skal barnet slåes ihjel? Jeg forstår det simpelthen ikke! Det må da til alle tider være bedre for barnet at blie bortadopteret i stedet for at blive dræbt (og listen af villige adoptanter er jo som bekendt ganske lang!).
Og helt ærligt, hvorfor skal mine penge gå til at det er nemt, gratis og lovligt at slå børn ihjel?

(Skulle jeg måske pointere, at jeg ikke skriver dette indlæg, fordi jeg er forarget over at have en høj skatteprocent, men fordi jeg er forarget over ikke at kunne unddrage mig at bidrage økonomisk til noget så etisk uforsvarligt som dødsstraf – endda uden forudgående dom)

Der er 34 minutter tilbage af dagen, og jeg har nu opdaget, at det da er den fjerde juli – godt man ikke er amerikaner, for så kunne man jo blive anklaget for ikke at være nationalist! Sikke noget… Godt man ikke skal lægge hånden på hjertet og sige en masse for Dannebrog, og at man ikke får tæsk for at betragte grundlovsdag som en noget nær almindelig dag…