“Skal du til Østerbro, må jeg køre med?” råber en mand efter mig, som jeg prajer en taxa. Klokken er kvart i tre om morgenen, jeg er på vej hjem fra hovedbanen efter en meget lang dag (der indeholdt en polterabend i Århus, men det er en anden historie).
“Øh, det må du da vel gerne” siger jeg, og glæder mig over, at turen nu bliver lidt billigere. Chaufføren tager os med, og manden (en midaldrende herre, der er lettere bedugget og på vej hjem fra Roskilde Festival) siger at der er 100 kr til hvor han skal stå af. Han har kun 200, og jeg kan ikke helt give ham 100, men alt hvad jeg har i min pung er ca. 70 kr – dem får han.
Han står af, vi kører til Hellerup, og turen ender med at koste 150 kr, jeg giver chaufføren de 200, får 50 igen og konstaterer, at det altså kun har kostet mig 20 kr at komme fra hovedbanen og til Hellerup i taxa om natten – det er vist uhørt lav pris
Somme tider føler man sig heldig.  Fx når man bliver underholdt på dele af sin togtur af Lars og Serina. Eller når dagens største problem er en mail, der fortæller, at jeg skal tænke kreativt – næste uges lejr med KFS slutter med en temafest hvor påklædningen nærmere er udklædning, og temaet er “Disney”… Forslag modtages med kyshånd!

 

Fødsler – such a big deal

Sjovt egentligt, så dybt fortællingen om deres fødsler ligger i kvinder, der har født. Det er tydeligvis en skelsættende begivenhed i ens liv.

Jeg befandt mig i går i et storcenter for at købe studentergaver til nogle af weekendens fester. Af samtalen med den veninde, jeg var der med, kom det tilsyneladende til at fremgå, at jeg er jordemoderstuderende. Ekspedienten kastede sig straks over mig, og fortalte hele sin fødselshistorie… Barsk omgang – hun kunne vist godt bruge et par timer i selskab med en, der kunne tale forløbet igennem med hende.
Utroligt som kvinder kaster sig over enhver given lejlighed til at delagtigøre andre med kendskab til transitionen i deres fødselsforløb.

Det viser mig kun med al tydelighed, hvor vigtigt det er at sørge for at kvinder får en god fødselsoplevelse…

 

Hvor gammel er jeg?

Det egentlige spørgsmål er måske nærmere; “hvor gammel ser jeg ud?”

‘Der er mindst 70 år til du bliver så gammel som mig’ synes en af de kære søstre, jeg bor sammen med, at hun ville fortælle mig.
Jeg svarer, at det er jeg da vidst ikke helt sikker på og spørger hvor gammel hun da er (jeg ved godt man egentligt ikke må, men nu havde hun jo selv bragt emnet på banen).
Svaret falder prompte, hun er 84år.

Dermed er jeg altså yngre end 14år…

 

Kendisspotning XIII

Michael Wulff på Vesterbrogade OG Stine Stengade i Tivoli – oplevelsesrig dag

 

Jeg elsker at bo på kollegie

Der er intet som en frokost bestående af et dejligt stykke rugbrød med torskerogn og en sexscene på russisk…

 

Jeg vil gerne foreslå, at TV forsøger at gøre det mere attraktivt for mig at se sport.
Et kærkomment tiltag ville være, at filme 2. halveg fra den anden langside, så jeg ikke skal sidde og blive forvirret over hvem der skal score hvor!

 

228 mennesker døde først på ugen i et flystyrt. Hele mediebilledet har summet af historier, først om eftersøgning af fly og eventuelle overlevne, siden om mindehøjtideligheder med selveste den franske præsident som deltager.
Men hvorfor får sådan en begivenhed så meget opmærksomhed? Langt flere end 228 mennesker døde samme dag af malaria, af fejl- og underernæring, af diarré, af sygdomme som jeg er vaccineret imod. Hvorfor har vi ikke hørt om militærjuntaen i Burma? Hvad med dem, der dør af HIV/aids?

Hvorfor får en begivenhed, der kun berører så lille et antal mennesker så meget opmærksomhed? Nu vil jeg gerne høre om noget andet. Tak!

 

Kenidsspotning XII

Ingen ringere end Nicolai Coster-Waldau (hvordan det så end staves) på Børsbroen i torsdags…

 

Løs på tråden? I hvertfald trådløs!

Måske du til venstre i billedet svagt aner en lille aflang sort dims.
Det er mit nye internet!
Rodebunken af ledninger og kasser til højre er mit gamle internet.

Hurra for fremskridtet!

 

Kan forbrydelse betale sig?

Så er der igen en historie i medierne om en af de sidste skurke fra anden verdenskrig.
Men om jeg begriber, at man kan være for svagelig til at deltage i en retssag, og for gammel til at afsone sin straf, selv hvis man bliver dømt (kilde: TV2nyhederne 12/5)
Hvis ikke der er nogen forældelsesfrist på forbrydelsen, hvorfor skal forbryderen så ikke dømmes og afsone sin straf. Eller alternativt frikendes og renses for enhver anklage.
Kan det virkeligt være sådan, at man ikke skal stilles til ansvar for sine handlinger alene på grund af ens helbredsstatus?
Det er da en hån mod ofrene for forbrydelsen, de blev ikke vist nogen nåde. Hvorfor skal forbryderen så slippe for en retfærdig rettergang efter alle menneskerettighedsprincipperne?